d. 07.09.2012
Kan pressefriheden være underlagt medarbejderes private hensyn? Det ser i hvert fald sådan ud, når TV 2 udelukker et af Aller-koncernens ugeblade fra journalistisk at følge Vild med dans og Voice. Alle redaktioner i Aller Media støtter op om SE og HØRs konflikt med TV 2. En privat konflikt mellem to af TV 2’s værter og SE og HØR har medført, at SE og HØR er blevet udelukket fra programmerne Vild med Dans og Voice. Men det må bero på en misforståelse, mener direktionen i Aller Media. For det strider i mod pressefriheden i Danmark, når en statsejet medievirksomhed som TV 2, oven i købet med public service forpligtelser, blander en privat sag mellem en tv-vært og et ugeblad sammen med redaktionelle dispositioner på TV2.
Helt konkret er der opstået en privat konflikt imellem parret Christiane Schaumburg-Müller og Liam O’Connor og SE og HØR omkring en serie feriebilleder fra Thailand bragt i ugebladet for godt to uger siden. De to værter er uenige i SE og HØRs redaktionelle dispositioner, hvilket har medført, at der kører en privat sag mellem parret og SE og HØR. De er selvfølgelig i deres gode ret til at være uenige i SE og HØRs redaktionelle linje, men konkrete private tvister om enkeltsager bør være og forblive en privat sag parterne imellem.
I stedet har de to værter inddraget deres arbejdsgiver TV 2 i sagen, og har bedt TV 2’s redaktionelle ledelse om at udelukke SE og HØR fra journalistisk at dække deres programmer og de dertil hørende offentlige pressemøder. Pressemøder hvor alle andre relevante medier ellers er inviteret og deltager. Et ønske som TV 2’s redaktionelle ledelse har valgt at efterkomme.
Aller Media mener, at den redaktionelle dækning af de to tv-programmer og de private feriebilleder ikke kan ses i en sammenhæng. Koncernen mener videre, at TV 2 med sin udelukkelse af SE og HØR optræder problematisk i forhold til pressefriheden og svigter deres forpligtelser som en statsejet public service kanal, hvor de ikke bør udelukke og diskriminere et enkelt medie fra pressemøder eller offentlige begivenheder med almen interesse.
Direktionen i Aller Media har derfor i samarbejde med chefredaktørerne fra koncernens øvrige blade og webmedier besluttet, at alle redaktioner bakker op om den principielle problemstilling. Det gør de ved at stille deres stof til rådighed for SE og HØR, så SE og HØR får de bedste muligheder for at vise billeder og skrive nyheder om både Vild med Dans og Voice. Samme tilbud og opbakning har SE og HØR i øvrigt fået fra Ekstra Bladet, som ligeledes har tilbudt SE og HØR adgang til deres materiale.
Pål Thore Krosby
Adm. direktør Aller MediaPer Ingdal
Udgiverdirektør Aller Media
2090 1030
per.ingdal@aller.dk