Årets Heltinde: Fra voldsramt barn til børnenes forkæmper

27.04.2016

Heltinden Henriette Karlsen

SØNDAGs læsere og andre interesserede har netop udnævnt årets vinder af SØNDAGs Heltindepris: Henriette Karlsen. Henriette har stiftet foreningen ”De Stærke Børn”, hvor hun arbejder for at forbedre vilkårene og livsbetingelserne for voldsramte børn og unge.

Som 9-årig røg hun den første joint, som 15-årig løb hun hjemmefra i bare tæer efter at have været spærret inde på hendes værelse i flere dage og stort set hele hendes ungdom har været et virvar af misbrug og vold uden tanke på konsekvenser, i hendes søgen efter omsorg og formål. Fra fire år siden brød Henriette Karlsen mønsteret, kom ud af sit misbrug og besluttede at vie sit liv til at hjælpe andre. I dag vinder hun SØNDAGs Heltindepris for stiftelsen af foreningen ”De Stærke Børn”, som igennem donationer arbejder for at hjælpe voldsramte børn og bryde den sociale arvs skadelige indvirkning på unge.

Jeg er dybt rørt og overrasket over, at jeg har fået heltindeprisen. Det betyder meget for mig og foreningen, at vi i De Stærke Børn har mulighed for at gøre endnu mere for børnene,” Siger Henriette Karlsen om at modtage den anderkendende pris, og fortsætter:

Jeg har brug for nogle dage at tænke i for at finde frem til, hvad pengene skal gå til. I De Stærke Børn har vi nogle drømme, som vi vil have ført ud i livet. Det handler bl.a. om legetøj og ikke mindst tøj til udsatte børn, der bor på børnehjem eller sidder på krisecentre. Samtidig handler det også om at give børnene gode oplevelser – men hvordan ved vi ikke endnu.

Med titlen som årets Heltinde følger også 25.000 kroner, som foreningen kan bruge til deres arbejde med udsatte børn.

Det er andet år i træk, at ugebladet SØNDAG uddeler SØNDAGs Heltindepris, og prisen tildeles på baggrund af begrundede nomineringer, som familie, venner og bekendte har foretaget. Det endelige finalefelt blev herefter udvalgt af en dommerkomité bestående af Mimi Jacobsen, Lisbeth Zornig og Stinne Bjerre, mens det er danskerne, der suverænt har bestemt, hvem der skulle kåres som årets heltinde. Det eneste krav til årets heltinde er, at hendes frivillige indsats skal give enkeltpersoner eller grupper øget omsorg og velfærd samt være med til at løse nogle af tidens velfærdsproblemer.

SØNDAGs chefredaktør, Stinne Bjerre, ønsker Henriette tillykke og er imponeret over hendes indsats.

Det, der gør Henriette bemærkelsesværdig, er, at hun har kæmpet sig ud af en tilværelse med stoffer og vold, for at få overskud til at give udsatte børn den barndom, hun aldrig har haft. Hun er derfor ikke kun en stærk forkæmper for svigtede børn, men også en mønsterbryder.” siger SØNDAGs chefredaktør Stinne Bjerre.

Som modtager af SØNDAGs Heltindepris 2016 får Henriette Karlsen et kontantbeløb på 25.000 kr., som går til De Stærke Børn. Derudover får Henriette også et unikt smykke designet af smykkedesigneren Cecilie Hother, som tilfalder årets heltinde personligt.

Læs mere om Henriette Karlsen og De Stærke Børn på www.destaerkeboern.dk eller på De Stærke Børns Facebook-side.

Donationer til De Stærke Børn kan gives på telefon 81 75 17 30.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Stinne Bjerre
Chefredaktør, SØNDAG
E-mail: stinne.bjerre@aller.com
+45 50 76 15 37

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
E-mail: Kasper.Kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71