Aller fokuserer indsatsen på SE og HØR

29.09.2015

SH-logo

SE og HØRs position som Danmarks førende blad indenfor kulørt og afslørende journalistik styrkes yderligere. Udgivelsesdagen fremrykkes til onsdag, nye digitale universer og mere Hollywoodstof er en del af den udvikling, som skal føre ugebladet ind i fremtiden. Samtidigt lukker Aller Media gossip-søsteren, KIG IND, for at understøtte SE og HØRs redaktionelle oprustning.

SE og HØR opruster på alle fronter og er fra næste uge også Aller-koncernens eneste rendyrkede gossipblad i Danmark, da Aller konsoliderer den kulørte og afslørende journalistik på SE og HØR og lukker KIG IND. De frigjorte ressourcer skal bruges til udbygge SE og HØRs position som Danmarks førende blad på sit område og videreudvikle på print og digitale platforme.

”Vi har valgt at fokusere vores kræfter 100 pct. på SE og HØR, fordi vi i vores oplags-, læser- og trafiktal kan se en markant positiv effekt af de redaktionelle tiltag og omlægninger, vi på det seneste har gennemført. Når så KIG IND samtidigt er hårdt ramt af de strukturelle ændringer på mediemarkedet, ser vi en bedre økonomi i at satse på et stærkt SE og HØR frem for to blade,” siger ugebladsdirektør Anette Kokholm og understreger, at det er vemodigt at lukke bladet.

”Det er ærgerligt, at vi som et led i oprustningen på SE og HØR må lukke KIG IND, men der er intet, der tyder på, at vi kunne sikre en sund drift på bladet i det marked, vi kender i dag. Holdet bag KIG IND har leveret en meget professionel og dedikeret indsats, og jeg er oprigtigt ked af, at vi i den forbindelse må opsige fem dygtige medarbejdere,” siger Anette Kokholm.

SE og HØR på gaden onsdag
Lukningen af KIG IND betyder dog ikke, at Aller slipper Hollywood-stoffet. Det vil blive videreført i SE og HØR, hvor man dels skruer op for mængden af historier i bladet, og dels opretter en hel kanal på nettet, www.hllwd.dk, med gossip fra Los Angeles og omegn.

”Set med SE og HØR-briller går vi et meget interessant efterår i møde. Vi har skruet op for udviklingen og har bl.a. lanceret en række digitale universer under seoghoer.dk, som giver os flere ben at stå på – herunder senest realiTV.dk og HLLWD.dk. Men den største nyhed er helt sikkert, at vi har fremrykket udgivelsesdagen fra torsdag til onsdag. Det kommer uden tvivl til at ændre markedsdynamikken, og det er min klare forventning, at det bliver til fordel for SE og HØR,” siger chefredaktør Niels Pinborg.

Fremrykningen af udgivelsesdagen sker i samme uge som SE og HØR fylder 75 år.

KIG IND udkommer sidste gang i morgen onsdag som et tillæg til SE og HØR.

For yderligere information kontakt venligst

Niels Pinborg
Chefredaktør SE og HØR
pinborg@sh.dk
+45 50 76 14 44

Kasper Kankelborg
Pressekontakt Aller Media A/S
kasper.kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71