Aller Media bliver partner på Danish App Awards

07.11.2012

 

Når Danmarks bedste apps kåres ved Danish App Awards den 30. november bliver det med en ny særpris på programmet. Den nye pris hedder Aller Innovation Award og skal uddeles blandt de unge og særligt talentfulde udviklere. Samarbejdet mellem Danish App Awards og Aller Media medfører også, at Aller Media bliver hovedsponsor på eventet, som allerede nu melder alt udsolgt.


Aller Media, der er en af landets største medievirksomheder, er blevet partner på Danish App Awards for at komme helt tæt på talenterne i det danske udviklingsmiljø. Det nye partnerskab mellem Danish App Awards og Aller medfører, at Aller Media bliver hovedsponsor på eventet, og at der uddeles en ny særpris, Aller Innovation Award.

Prisen gives til den app, som bygger på en klart origin
al og veludført idé. Der bliver ikke lavet en særlig shortliste til den nye pris, men der vælges blandt de godt 40 forslag, der er blevet indsendt i independent-kategorien, som er forbeholdt de små virksomheder og de unge passionerede udviklere.


Aller vil have fat i talentmassen

”Som innovationsdirektør er det mit ansvar at udvikle og skabe fornyelse i vores eksisterende forretningsområder. Og i en moderne medievirksomhed indbefatter det også, at vi løbende tiltrækker og kommer i kontakt med de bedste og mest kreative digitale talenter i Danmark.”

 

”Apps til smartphones og tablets fylder mere og mere i danskernes daglige medieforbrug, og det er en del af vores koncernstrategi, at en større del af vores forretning skal komme fra digitale områder – herunder også apps, der udgør et voksende kommercielt potentiale.  Derfor er det helt oplagt for os, at indgå et samarbejde med Danish App Awards, som er en vigtig begivenhed for det danske udviklingsmiljø. Med prisen vil vi hylde den gode idé og give de bedste talenter et skub i den rigtige retning,” udtaler Pernille Aalund, innovationsdirektør Aller Media.

 

Vinderen af Aller Innovation Award vælges af eksperter fra Aller Innovation Board, der bl.a. tæller Jubii-stifter Martin Thorborg og finansmanden Lars-Christian Brask. Udover æren får vinderen af Aller Innovation Award tilbuddet om at få udarbejdet en indledende forretningsplan for vinderapp’en samt sparring med Allers innovationsafdeling.

 

Stor interesse for Danish App Awards

Der er kun en lille måned til at Danish App Awards afholdes for andet år træk, og ifølge arrangørerne, er der er lagt op til den helt store fest, når landets bedste apps skal kåres.

 

”Vi har kunnet registrere en stærkt øget interesse, både hvad angår indsendte apps, hvor vi i år nåede helt op på 156, men også når det kommer til folk, som vil være med til selve eventet. Vi er meget glade for allerede nu, at kunne melde udsolgt, men vi kan kun ærgre os over at vi ikke har plads til endnu flere gæster,” fortæller Nicolas Thomsen, medstifter af Danish App Awards.

 

For yderligere information kontakt venligst

 

Pernille Aalund

Innovationsdirektør Aller Media A/S

E-mail: pernille.aalund@aller.dk

Mobil: 40 55 00 50

 

Nicolas Thomsen

Medstifter Danish App Awards

E-mail: nicolas@shape.dk

Mobil: 60 225 205

 

Om Aller Media A/S 

Aller Media A/S er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark med et samlet ugentligt oplag på omkring 900 000 eksemplarer, og hver uge læser mere end 2 mio. danskere et af Allers mere end 20 blade og magasiner. I Danmark er Allers markedsandel på ugeblade 73 pct. og 24 pct. på magasiner. Sideløbende med blad- og magasinproduktion bevæger Aller Media sig over på nye medieplatforme for blandt andet at møde læserne på nettet og mobilen. Aller har ca. 600 ansatte i Danmark. Aller Media A/S er et datterselskab af Aller Holding, som også har aktiviteter i Norge, Sverige og Finland. For yderligere information se www.aller.dk.