Aller Media lancerer AllerDesign

18.03.2015

I et udfordret magasinmarked med mange aktører er gode råd dyre. Nu tager Aller Medias Magasinenhed kampen op og lancerer det nye AllerDesign. Et designcenter som skal styrke magasinporteføljen og i endnu højere grad bidrage til udviklingen af nichemagasiner med stærke, visuelle koncepter og højt fagligt indhold.

For Magasinenheden er det altafgørende at turde tænke i niche frem for bredde og have fuld fokus på konceptet. Det er den klare konceptuelle tænkning, der danner grundlaget for at kunne skabe et helt unikt univers af ord og billeder og således lave nichemagasiner, der tiltaler bestemte interessegrupper, hvad enten det er inden for mad, bolig, skønhed eller mode.

Derfor etablerer Aller Media nu AllerDesign, som bliver en del af Magasinenheden, der hører under mediekoncernens Udgiverenhed. Den nye enhed består af en stor gruppe meget dygtige medarbejdere, der med hver deres kompetencer tilsammen skal udvikle eksisterende og nye koncepter og i det hele taget drive den grafiske udvikling på alle platforme i tæt samarbejde med chefredaktører og redaktører i Magasinenheden.

”Vi befinder os i et magasinmarked med mange aktører, og vi skal i endnu højere grad end tidligere lave magasiner med smalle koncepter til brede interessegrupper. Det kræver fokus på unikt indhold og ikke mindst et klart, visuelt DNA. Derfor samler vi vores absolut bedste kompetencer inden for de nicher, vi vil være stærke på i vores nye enhed, AllerDesign,” udtaler Charlotte Riparbelli, Magasindirektør i Aller Media A/S og fortsætter:

”Med AllerDesign får vi nye muligheder for at arbejde sammen og udvikle kreative løsninger på tværs af magasinerne, supplere hinanden og ikke mindst skabe større synergi mellem de enkelte brands. Vi kan bedre sikre, at de enkelte koncepter ligger rigtigt i forhold til hinanden og i forhold til markedet.”

I lighed med AllerDesign og den eksisterende madfagredaktion samler Magasinenheden også sine stærke kompetencer inden for bolig i én boligfagredaktion. Det sker på baggrund af meget positive erfaringer med det at samle dygtige medarbejdere inden for samme fagområde i faglige fællesskaber. Det giver langt større muligheder for at skabe et unikt og fagligt stærkt boligindhold.

”Med boligfagredaktionen ønsker vi at samle og udvikle et stærkt fagligt fælleskab på tværs af vores boligbrands og de magasiner, der har boligkategorien som et vigtigt købsmotiv. Magasinmarkedet udvikler sig i dag i retningen mod nichemagasiner med højt fagligt indhold, og det vil vi gerne styrke endnu mere,” siger Charlotte Riparbelli, Magasindirektør i Aller Media A/S.

Den nye boligfagredaktions vigtigste opgave bliver at forfine og adskille koncepter i forhold til en nøje fastlagt porteføljestrategi.

 

Om Aller Media A/S

Aller Media A/S er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark med et samlet ugentligt oplag på omkring 681.000 eksemplarer, og hver uge læser cirka 2 mio. danskere et af Allers mere end 20 blade og magasiner. I Danmark er markedsandelen på ugeblade 72 pct. og 22 pct. på magasiner.

Sideløbende med blad- og magasinproduktion øges indtægterne på de digitale og mobile platforme med mere end 1.2 mio. unikke månedlige brugere, og Aller er nr. 7 på den digitale udgiverliste, som Danske Medier Research (tidl. FDIM) står bag. Det globale onlineunivers Royalista, ordspilsappen Wordbase samt e-sportsuniverset 1337 Magazine er udviklet af Aller.

Aller Media A/S har opkøbt 70 pct. af aktierne i Nyhavn Rejser og 95 pct. af aktierne i Kulturrejser Europa. Derudover ejer Aller Media A/S Datagraf-koncernen samt AllerCP, som er et content marketingbureau, hvor også produktionsselskabet Aller Visuals indgår.

I Danmark har Aller ca. 680 ansatte. Det danske Aller Media A/S er et datterselskab af Aller Holding, som også har aktiviteter i Norge, Sverige og Finland. For yderligere information se www.aller.dk og www.allerholding.dk.

 

Kontaktoplysninger

Charlotte Riparbelli
Magasindirektør, Aller Media A/S
E-mail: charlotte.riparbelli@aller.dk
Mobil: 40 34 46 15

Maria Sennels
Pressechef, Aller Media A/S
E-mail: maria.sennels@aller.dk
Mobil: 21 46 00 77