Aller Media løfter sløret for nyt rejseunivers

13.01.2015

Aller Media A/S løfter nu sløret for et nyt rejseunivers. Ambitionen er at skabe et unikt rejseunivers, der kan inspirere brugerne både før, under og efter deres rejseoplevelse. Det nye rejseunivers hedder Where2go og består af et rejsewebsite, et rejsemagasin samt en rejsemesse, som afholdes fra den 20. til den 22. marts 2015 i København. Aller Medias nye rejseunivers skal inspirere danskerne til nye rejseoplevelser både i og uden for Danmark og vil samtidig styrke Aller Medias tilstedeværelse i rejsebranchen.

Det nye rejseunivers er udviklet i tæt samarbejde med Aller Medias eksisterende forretning, hvor der hvert år udgives mere end 800 siders rejserelateret indhold i magasiner og ugeblade. Med Aller Medias store viden om rejserelateret indhold og kendskab til sine læseres interesse for og ønsker om nye rejseoplevelser, er ambitionen at løfte hele markedet for rejser i Danmark.

Ifølge Rikki Sølling, direktør for Aller Leisure, er kombinationen mellem Aller Medias nye rejseunivers og den eksisterende forretning ganske unik. Han siger:

”Vores detaljerede viden om læsere, mål- og kundegrupper kombineret med vores indsigt i rejsebranchen giver os mulighed for at tilbyde vores læsere, kunder og ikke mindst vores annoncører noget helt særligt. Vi har et indgående kendskab til vores læsere, og med vores portefølje af ugeblade, magasiner, websites og øvrige forretninger er vi hver eneste uge i kontakt med mere end 3 millioner danskere. Det er et helt unikt udgangspunkt for vores nye rejseunivers og vores ambition om at løfte hele rejsemarkedet.”

På Where2go.dk kan man både finde inspiration til rejseoplevelser, information om steder og rejseguides, søge og købe rejser og få et hurtigt og enkelt overblik over de mange læserrejsetilbud. Where2go.dk vil løbende udvides med brugergenereret indhold og nye samarbejder, så Where2go.dk bliver danskernes foretrukne rejsewebsite.

Rejsemagasinet Where2go udkommer fire gange i 2015 og skal med flotte rejsereportager og et lækkert grafisk design inspirere Allers mange læsere – danskerne – til nye rejseoplevelser. Magasinet distribueres gratis med et udvalg af Allers eksisterende magasiner og ugeblade i et oplag på 150.000 eksemplarer. Den første udgivelse af rejsemagasinet Where2go er allerede på gaden den 9. marts.

Where2go rejsemessen afholdes den 20.- 22. marts på Radisson Blu Falconer Hotel & Conference Center i København. Det forventes, at 5-10.000 gæster vil lægge vejen forbi messen, hvor der vil være ferieinspiration for alle. Fire af Danmarks største rejsebureauer Apollo, Spies, Bravo Tours og Star Tour har allerede meldt sig som udstillere på messen. Foruden tilbud og viden om nye rejsemål er der mulighed for at høre foredrag af forfattere, livsstilseksperter og globetrottere.

I løbet af de seneste år har Aller Media etableret sig i rejsebranchen med opkøb af Nyhavn Rejser og Kulturrejser Europa, som medievirksomheden ejer henholdsvis 70 og 95 procent af. Med det nye rejseunivers styrker Aller Media sine aktiviteter inden for Leisure yderligere.

 

Om Aller Media A/S i Danmark

Aller Media A/S er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark med et samlet ugentligt oplag på omkring 729.000 eksemplarer, og hver uge læser cirka 2 mio. danskere et af Allers mere end 20 blade og magasiner. I Danmark er Allers markedsandel på ugeblade 72 pct. og 26 pct. på magasiner.

Sideløbende med blad- og magasinproduktion øges indtægtsstrømmene på de digitale og mobile platforme. Aller Media A/S har mere end 1 mio. unikke månedlige brugere, og er nr. 8 på den digitale udgiverliste, som Danske Medier Research (tidl. FDIM) står bag. I løbet af de seneste år har Aller udviklet og lanceret det globale onlineunivers Royalista, tabletmagasinet The Nordic Courier og ordspilsappen Wordbase.

Siden 2013 har Aller gjort opkøb i rejsebranchen og ejer således 70 pct. af aktierne i Nyhavn Rejser og 95 pct. af aktierne i Kulturrejser Europa. Derudover ejer Aller også Datagraf-koncernen, som omfatter DG Media og Datagraf Communications, der er specialiseret i redaktionel kommunikation, client publishing og content marketing.

Aller Media A/S ejer også AllerCP, som er et content marketingbureau, der tilbyder content-produkter til alle platforme og som kan levere ydelser inden for både strategi, koncept og produktion. Tidligere på året blev produktionsselskabet Aller Visuals også en del af AllerCP. AllerCP beskæftiger 48 medarbejdere.

I Danmark har Aller ca. 600 ansatte. Det danske Aller Media A/S er et datterselskab af Aller Holding, som også har aktiviteter i Norge, Sverige og Finland. For yderligere information se www.aller.dk og www.allerholding.dk.

 

Kontaktoplysninger

Rikki Sølling
Direktør, Aller Leisure
E-mail: rikki.soelling@aller.dk
Mobil: 25 38 10 16

Maria Sennels
Pressechef, Aller Media A/S
E-mail: maria.sennels@aller.dk
Mobil: 21 46 00 77