Aller Media styrker ledelsen

06.11.2017

Foto af:Christoph Nørgaard Direktør for Salg og Marked Alller Media

Christoph Nørgaard, 43 år, tiltræder som ny direktør for Salg og Marked i Aller Media.

Christoph Nørgaard har mere end 12 års erfaring fra telebranchen, hvor han senest som privatkundedirektør og en del af direktionen i Telia har skabt solide resultater ved bl.a. at fokusere på at skabe merværdi i form af indhold og underholdning som en del af et teleselskabs ydelser til kunderne. Før da arbejdede Christoph Nørgaard for TDC, hvor han som mobildirektør også gjorde brug af sin stærke analytiske forståelse for en branches udfordringer og muligheder.

Med sine kompetencer og erfaringer fra telebranchen træder Christoph Nørgaard nu over i mediebranchen og ind i Aller Medias øverste ledelse. Det glæder han sig meget til:

“På mange måder har jeg hos Telia haft det som blommen i et æg. Det har været seks gode og sjove år i en interessant virksomhed med en masse søde mennesker. Men muligheden for at komme med ombord hos Aller Media kunne jeg ikke sige nej til. Det er en fantastisk virksomhed med 143 års kulturel arv i bagagen, Danmarks bedste indholdsplatform og en ambition om at skabe bæredygtig vækst. Potentialet er enormt i sådan et digitalt hus fyldt med dynamik og kreativitet, og at skulle være med til at udvikle det videre er en utrolig spændende udfordring, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med”, siger Christoph Nørgaard, ny direktør for Salg og Marked i Aller Media.

I Aller Media ser man også meget frem til at få Christoph Nørgaard med på holdet:

“Christoph er en virkelig stærk profil og vil være en stor kapacitet for alle os i Aller Media og ikke mindst arbejdet med at styrke vores markedsrettede aktiviteter. Med Christophs erfaringer, drive og sans for at skabe forretning får vi tilført nye spændende kræfter til vores arbejde med hele tiden at sørge for, at alle vores produkter, services og ydelser er attraktive over for vores brugere, læsere og kunder. Christophs hovedfokus vil være på videreudvikling af B2B-området og digitalisering af vores mange indholdsplatforme, og jeg glæder mig allerede meget til vores fremtidige samarbejde, der helt sikkert vil komme alle vores kunder og samarbejdspartnere til gavn”, siger Lars Sander Matjeka, administrerende direktør i Aller Media.

Christoph Nørgaard tiltræder jobbet i Aller Media senest 1. januar 2018.

For yderligere information, kontakt venligst:

Lars Sander Matjeka, CEO, Aller Media, tlf.: 72 34 20 00

Christoph Nørgaard, Direktør for Salg og Marked, Aller Media, tlf.: 24 94 30 95