Allers nye mandemagasin får positiv modtagelse blandt annoncørerne

25.10.2016

dossier_forside_lille

En hybrid mellem en avis og et magasin tilsat interviews med en god håndfuld af de mænd, som tegner vores samfund i dag – det er opskriften på Allers nye mandemagasin Dossier, der udkommer på torsdag. Konceptet er blevet godt modtaget af annoncørerne, og magasinet planlægges til fire udgivelser i 2017.

Der har været stor kommerciel interesse for Danmarks nye mandemagasin, Dossier, der udgives af ELLE Danmark og har tidligere Euroman-profil Kasper Steenbach som chefredaktør. Det nye magasin, der har premiere på torsdag, har måttet melde alt annonceplads udsolgt et godt stykke tid før deadline.

”Vi har igennem en længere periode oplevet stor efterspørgsel hos vores danske og internationale annoncører efter en stærk mandeudgivelse. Vi er derfor også meget glade for, at den interesse har vist sig at holde ved op til den første udgivelse af Dossier. Vi har arbejdet meget grundigt med udviklingen af konceptet, og kombinationen af business-, kultur-, livsstils- og modestof i et eksklusivt og maskulint univers har vist sig at være attraktivt for vores kommercielle samarbejdspartnere,” fortæller ansvarshavende chefredaktør, Cecilie Ingdal og fortsætter: ”Derfor planlægger vi også allerede nu fire udgivelser af magasinet i 2017.”

Ifølge Cecilie Ingdal har redaktionen arbejdet intensivt med at finde den helt rigtige balance mellem æstetik, holdbarhed og perspektiv.

”Vi er særdeles tilfredse med det færdige koncept for Dossier, hvor vi både i forhold til læseoplevelsen, æstetikken og den redaktionelle linje har ramt et udtryk, der både er internationalt, men samtidig også er meget nærværende med en karakteristik dansk nerve. Dertil er premierenummeret begavet med nogle af tidens største erhvervs- og kulturprofiler, som kun gør bladet endnu mere interessant – nu venter vi spændt på læsernes feedback.”

Gennemgående for Dossier er, at der er en markant hovedperson for alt, hvad der skrives i bladet – inklusiv modeserierne. Mænd som tegner vores samfund i dag og repræsenterer en interessant vinkel om mennesket bag karrieren eller en interessant vinkel om karrieren i mennesket. I det første nummer af Dossier er bl.a. Michael Laudrup, Tue Mantoni, Nikolaj Coster-Waldau, The Minds of 99, Bjarke Ingels og Marcus Knuth.

Digitalt kommer Dossier til at udvikle unikke fortællinger, der er skræddersyet til Facebook og Instagram, og redaktionen kommer til at anvende video som et af de bærende formater.

Dossier udkommer første gang torsdag den 27. oktober og distribueres i et oplag på 50.000 stk. sammen med danske ELLE samt i Københavns Lufthavne og Magasin.

Læs mere om baggrunden for Dossier her, og følg med på Facebook og Instagram samt www.elle.dk/dossier.

dossier_tue-mantoni

dossier_nikolaj-costau-waldau

For yderligere information kontakt venligst

Cecilie Ingdal
Ansvarshavende chefredaktør
Cecilie.Ingdal@elle.dk
+45 26 19 52 02

Kasper Steenbach
Chefredaktør Dossier
kasper.steenbach@dossierdanmark.dk
+45 26 14 86 99

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
Kasper.Kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71