Alt om Dansktop er et hit

12.06.2013

alt om dansktop

Dansktopfesten fortsætter! Da Aller Media i februar lancerede et helt nyt dedikeret magasin til dansk popmusik, blev det hurtigt udsolgt over hele landet. I denne uge udkommer Alt om Dansktop nr. 2 i et endnu større oplag.

Dansktoppen, der i et halvt århundrede har været en fast del af mange danskeres liv, fik i februar for første gang nogensinde sit helt eget magasin, da Aller Media sendte magasinet Alt om Dansktop på gaden. Det nye magasin blev modtaget med begejstring, hvorfor det første nummer blev udsolgt på rekordtid.

I denne uge udkommer Alt om Dansktop nr. 2 i et oplag, der er vokset 40 pct. – for både læserne og kunstnerne vil have mere.

”Det er en fantastisk dejlig kompliment til genren, at den tilsyneladende er så eftertragtet, at den kan tåle gentagne magasinudgivelser. Dansktoppen har et stort publikum, og jeg tror, der er mange, der er rigtig glade for magasinet. Og så er sådan et magasin jo samtidig med til at styrke genren,” siger sanger og musiker Johnny Reimar, der bakkes op af kollegaen Dario Campeotto:

”Alt om Dansktop er et kæmpe værk for fagnørder, og bladet har et imponerende fotomateriale. Det er spændende, sjovt og nostalgisk for os i branchen og vil garanteret også være det for mange danskere, som vil blive mindet om dejlige stunder fra deres eget liv. Vi forbinder jo tit musik og bestemte oplevelser.”

Vi tager genren alvorligt
Chefredaktør Anette Kokholm er naturligvis glad for den positive modtagelse, som magasinet har fået:
”Uanset alder vil dansktopfans i lighed med fans af andre musikgenrer gerne så tæt på deres idoler som muligt og vide mere om dem professionelt og privat. Alt om Dansktop er spækket med personlige interviews med de mest kendte kunstnere. Og mens dansktop hitter i befolkningen, er der ikke så mange medier, der afspejler det. Vi er ikke bange for at tage dansktopscenen alvorligt, og at musikken generelt får alt for lidt plads i mediebilledet i forhold til, hvor populær den egentlig er, gør kun efterspørgslen større,” fortæller chefredaktør på Familie Journal og Alt om Dansktop Anette Kokholm.

Alt om Dansktop nr. 2 går blandt mange andre tæt på Kandis, Johnny Reimar, Kirsten Siggaard, Dario Campeotto og Fede Finn & Funny Boyz.

En helhedsoplevelse
Sammen med magasinet følger en gratis cd med otte klassiske dansktophits. Dertil er Alt om Dansktop nr. 2 samarbejdspartner på Dansktop Festivalen i Fredericia, der afholdes fra den 14. til 15. juni.

Alt om Dansktop nr. 2 kan fås ved samtidigt køb af ugebladene Familie Journal, Ude og Hjemme, Se og Hør eller BILLED-BLADET og er i handlen fra den 10. juni til den 7. juli. Distributionen er udvidet til også at omfatte Nettos butikker landet over

Kontaktinformation
Anette Kokholm
Chefredaktør Familie Journal
og Alt om Dansktop
Mobil: 23 26 11 88
E-mail: anette.kokholm@aller.dk

Anne Vibeke Kjøge
Redaktør Alt om Dansktop
Mobil: 41 99 61 19
E-mail: anne.kjoege@aller.dk