Bubber uddeler kvart million til kræftramte børn

08.02.2013

Bubber
I dag overrækker Bubber 62.500 kroner til hver af landets fire  børnekræftafdelinger på hhv. Universitetshospitalerne i Aalborg, Århus og Odense samt Rigshospitalet. Pengene er indsamlet via en række lokale juleindsamlingsshows, der har været arrangeret af ugebladet Ude og  Hjemme.

For andet år i træk har familieugebladet  Ude og Hjemme over hele landet i december afholdt en række juleindsamlingsshows til fordel for landets fire børnekræftafdelinger. Her har kendte ansigter, i skikkelse af Bubber, danseren Mads Vad, tv-værten Camilla Ottesen og sangeren Søren Poppe, dygtigt bortauktioneret et væld af gaver, som har været doneret af
de lokale handelstandsforeninger. I alt er der blevet indsamlet 250.000 kroner, hvilket giver en kontant donation på 62.500 kroner til hver børneafdeling. Pengene overrækkes personligt af Bubber på alle fire hospitaler.

På børnekræftafdelingerne er den kontante donation en stor hjælp for børnene, fordi pengene ikke er øremærket til et bestemt formål. Det giver mulighed for at lave
nogle aktiviteter, der ligger udover det normale behandlingsforløb og uden for hospitalernes vante rammer. På Aalborg Universitetshospital, skal pengene f.eks.
bruges til at sende både de kræftramte børn og deres søskende på koloni. ”Kræftramte børn er afskåret fra en masse aktiviteter, som deres jævnaldrende kammerater har adgang til. Det forsøger vi så vidt muligt at afhjælpe både i hverdagen og ved større aktiviteter i løbet af året. Helt konkret skal pengene fra Ude og Hjemme bruges til at sende børnene fra afdelingen på en tredages koloni uden forældre, hvor vi hygger både ude og inde med et væld af aktiviteter, fest og farver – så de for en kort periode kan føle sig lidt som almindelige børn igen. Det har utrolig stor værdi, og noget som børnene glæder sig helt vildt til,” fortæller Helle Nygaard Kristensen, afsnitsledende sygeplejerske, Børneonkologisk Afdeling på Aalborg
Universitetshospital og fortsætter: ”Derudover skal pengene også bruges til at afholde en søskendeweekend for søskende til de kræftramte børn. De har et enormt behov for at snakke med ligesindede og opleve, at der også en gang i mellem er fuldt fokus på dem.”

Ude og Hjemmes læsere elsker at hjælpe
Ude og Hjemme får hvert år mange læseropfordringer om at hjælpe andre, og derfor har familieugebladet gjort det til en fast tradition at hjælpe bladets læsere med at hjælpe andre.

”Vores læsere har et stort hjerte og en stor vilje til at hjælpe andre familier og børn, som har det svært. For andet år i træk har vi i samarbejde med Bubber afholdt flere end 25
underholdende auktionsshows fra Dronninglund over Tønder til Espergærde, hvor pengene ubeskåret går til kræftsyge børn. Der skal lyde en stor tak til de lokale erhvervsdrivende, som har doneret alt fra malertimer, nytårsmiddage, sportsudstyr og træbriketter til auktionen, og til de mange borgere, som har mødt op for at støtte det gode formål,” fortæller Kaj Elgaard, chefredaktør Ude og Hjemme.

Sidste år indsamlede Ude og Hjemmes med hjælp fra Bubber 120.000 kroner til landets fire børnekræftafdelinger, og for at samle endnu flere pengene ind i 2012 fik Bubber hjælp af Camilla Ottosen, Mads Vad og Søren Poppe. Tidligere har Ude og Hjemmes læsere bl.a. støttet flere børnehjem i både Litauen og Rumænien med skoleudstyr og mere end 450 kubikmeter julegaver.

Om Ude og Hjemmes indsamlingsshow
Ude og Hjemmes juleindsamlingsshow blev afholdt i følgende byer:

Bubber: Vejen, Ry, Aars, Espergærde, Slagelse, Næstved, Køge, Skive, Brabrand, Rønde og Fredericia.
Mads Vad: Hørning, Rønde, Albertslund, Roskilde, Dronninglund, Hadsund, Farsø og Tønder.
Camilla Ottesen: Kalundborg, Ballerup, Silkeborg, Hobro og Ry.
Søren Poppe: Aars, Gilleleje, Sakskøbing og Vordingborg.

De lokale handelstandsforeninger og Ude og Hjemme donerede gaver til auktionen, og i alt blev der indsamlet 250.000 kroner til landets fire børnekræftafdelinger. Pengene overrækkes af Bubber til de fire børnekræftafdelinger i løbet af den 8. februar 2013 med start på Aalborg Universitetshospital kl. 9.30.