Direktørskifte hos DG Media

22.10.2015

slider1-1024x449

Efter 15 år i spidsen for DG Media træder stifter og adm. direktør Kristian Lautrup-Nielsen tilbage. Lars Sander Matjeka, der er forretningsudviklingschef hos Aller Media, er ny direktør og overtager den daglige ledelse af det skandinaviske annoncebureau.

Lars Sander Matjeka, tidligere marketing- og kommunikationsdirektør hos SAS Institute og adm. direktør for Confex Danmark samt nuværende forretningsudviklingschef hos Aller Media, er fra den 1. november ny direktør for det Aller-ejede DG Media. Udnævnelsen sker i forlængelse af, at adm. direktør og stifter Kristian Lautrup Nielsen har valgt at træde tilbage.

”Det har været smadder spændende, lærerigt, hårdt og sjovt at opbygge og udvikle DG Media til Skandinaviens største annoncebureau samt i de senere år opbygge vores succesfulde magasinforlag. Efter vi har solgt til Aller Media, og vi i år får et rekordresultat, er DG Media et sted hvor jeg med ro i sindet kan give stafetten videre. Jeg har ikke besluttet, hvad jeg præcist vil kaste mig over i fremtiden. I første omgang har jeg valgt at tage en pause med fokus på min familie. Men mon ikke snart der dukker en ny spændende udfordring op,” siger Kristian Lautrup-Nielsen.

”Jeg glæder mig meget til at overtage ansvaret for DG Media, som er en markant spiller på det skandinaviske annoncemarked og udgør en vigtig del af Allers forretningsområde inden for client publishing og content marketing. Ud over at jeg naturligvis skal fokusere på ledelsesopgaven, skal jeg også tilføre DG Media yderligere kompetencer inden for strategi, forretningsudvikling og kundeoplevelser,” siger Lars Sander Matjeka og fortsætter:

”Jeg har igennem de sidste 15 år arbejdet med kommerciel udvikling, salg og marketing, hvilket betyder, at jeg ofte selv har siddet med de selvsamme opgaver og projekter, som DG Medias kunder sidder med i dag. Jeg ser frem til at udvikle effektive og kreative løsninger for kunderne sammen med resten af det dygtige DG Media-hold.”

DG Media blev stiftet af Kristian Lautrup-Nielsen i 2000 som en del af Datagraf-koncernen og er i dag Skandinaviens største annoncebureau med omkring 50 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Oslo og Stockholm. Som et led i en strategi om at være markedsledende inden for client publishing og content marketing i Norden købte Aller Media i juni 2014 DG Media og søsterselskabet Datagraf Communications.

”Jeg vil gerne takke Kristian Lautrup-Nielsen for hans store indsats og gode samarbejde igennem det sidste års tid. Kristian er en kreativ entreprenør, der har opbygget en stor Skandinavisk kundebase og en trecifret millionomsætning. Samtidigt er jeg glad for, at vi har muligheden for at overdrage ansvaret for DG Media til Lars, som har den helt rigtige baggrund til at drive selskabet videre og bidrage til at løfte vores ambitioner inden for hele media marketing-området,” siger Jesper Ulsø, bestyrelsesformand for DG Media.

Udover DG Media ejer Aller også Datagraf Communications og Aller Client Publishing i Danmark samt Redink, Hyper, OMG, NovaVista og HS Media i Norge, Make Your Mark i Sverige og Dingle i Finland. Samlet omsætter disse bureauer for ca. 1 mia. kr. og beskæftiger 400 medarbejdere inden for bl.a. mediesalg, client publishing og content marketing.

For yderligere information kontakt venligst

Lars Sander Matjeka
Head of Business Development Aller Media og direktør for DG Media
Lars.Matjeka@aller.dk
+45 26 68 42 12

Kristian Lautrup-Nielsen
Kristian.l@dgmedia.dk
+45 30 94 67 00

Jesper Ulsø
Direktør strategisk enhed, Aller Media
Jesper.Ulsoe@aller.dk
+ 45 40 16 82 23

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef Aller Media
Kasper.Kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71

Om Aller Media A/S
Aller Media A/S er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark med en markedsandel på 71 pct. på ugeblade og 22 pct. på magasiner. I alt læser flere end 2.6 mio. danskere hver måned et af Allers mere end 20 blade og magasiner. Sideløbende med blad- og magasinproduktion øges indtægterne på de digitale og mobile platforme, og med flere end 1.6 mio. månedlige brugere er Aller nr. 7 på den digitale udgiverliste, som Danske Medier Research (tidl. FDIM) står bag.

Aller Media A/S ejer Nyhavn Rejser og Kulturrejser Europa samt aktiemajoriteten i Nilles Rejser. Derudover ejer Aller Media A/S i Danmark DG Media og Datagraf Communications samt Aller CP, som er et content marketingbureau, hvor også produktionsselskabet Aller Visuals indgår.

I Danmark har Aller ca. 680 ansatte. Det danske Aller Media A/S er et datterselskab af Aller Holding A/S, som også har aktiviteter i Norge, Sverige og Finland. For yderligere information se www.aller.dk og www.allerholding.dk.