egetæpper hædret for bæredygtighed

22.11.2015
Mad & Boligs designpris 2015 fra eventet Foto: Sara Marie Stent Fotos må bruges i forbindelse med omtale

Egetæppers adm. direktør, Svend Aage Færch Nielsen modtager Mad & Boligs ærespris 2015
Foto: Sara Marie Stent

Bæredygtigt design blev hyldet, da FSC Danmark og magasinet Mad & Bolig i sidste uge uddelte priser i Aller-huset. Mad & Boligs designpris gik til designstuderende Sigrún Perla Gisladóttir for møblet Kubbur, mens traditionsrige egetæpper modtog Mad & Boligs ærespris for at vise vejen inden for bæredygtig produktion.

Mad & Bolig og FSC Danmark har i de sidste par år dannet fælles front for at finde Danmarks største talent inden for bæredygtigt design, og for første gang blev der med Mad & Boligs ærespris også uddelt en pris til de mere etablerede brands og producenter, som satser på bæredygtighed.

Talentpris til design- og arkitektstuderende
Efter en uges afstemning blandt Mad & Boligs læsere, blev det afgjort, at Mad & Boligs designpris 2015 går til Sigrún Perla Gísladóttir, som med sit design KUBBUR har skabt et alsidigt møbel. Det kan laves om til forskellige former alt efter behov som siddeplads til en eller to personer eller som bord. Ikke mindre end 100 designstuderende og 85 meget forskellige og smukke designs i FSC-certificeret træ var med i opløbet om at vinde prisen.

160234

Sigrún Perla Gísladottír har designet Kubbur, som hun vandt Mad & Boligs designpris med.

egetæpper går forrest
Mad & Boligs ny-indstiftede ærespris gik til egetæpper for at vise vejen inden for bæredygtig produktion. egetæpper, der blev grundlagt i 1938, har ifølge Mad & Boligs chefredaktør, Ulla Johanne Johansson gennemgået en forvandling fra lettere støvet til supertjekket, og virksomheden har i dag formået at skabe en skarp international designprofil, hvor bæredygtighed er tænkt ind i hele værdikæden.

”egetæpper går forrest som ansvarsfuld producent og har udover Cradle to Cradle-certificering opnået at blive CSR-certificeret, som den første tæppeproducent i verden. Et tydeligt bevis på, at egetæpper opfylder omfattende, internationale krav på CSR-området. Egetæpper sætter handling bag ordene, når de siger, at deres ambition er at være førende, både når det gælder menneskerettigheder, god forretningsetik og ansvarlighed. Noget, alle virksomheder kan lade sig inspirere af,” siger Ulla Johanne Johansson.

FDB-Møbler, WOUD, Carl Hansen & Søn og Makers With Agendas var også nomineret til Mad & Boligs ærespris.

I samarbejde med Mad & Bolig blev også FSC Design Award uddelt. Her var det et dommerpanel bestående af fire dommere inden for designbranchen, som skulle præmiere deres favorit-design blandt de knap 100 deltagere. Blandt de 10 finalister var det Thomas Bundgaard, der løb med prisen for sin sammenklappelige skammel/bord. Udover æren skal vinderen til foråret en tur til Bolivia og have indblik i bæredygtig produktion med materialer fra FSC-certificeret skov.

”Vi er utrolig glade for, at vi igennem samarbejdet med FSC Danmark og uddelingen af Mad & Boligs to priser er med til at fremme den bæredygtige dagsorden hos både designere, virksomheder og forbrugere. Det handler på den ene side om at få hele branchen til at tænke aktivt over deres materialevalg og på den anden side om få skabt et fokus hos forbrugerne på alle de lækre design, der bliver skabt i bæredygtige materialer,” siger Ulla Johanne Johansson, chefredaktør på Mad & Bolig.

Om FSC
FSC står for Forest Stewardship Council og er en global non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC-mærket sidder på produkter af træ fra bæredygtige skove, hvor dyr og planteliv bliver beskyttet, og de mennesker, der arbejder i skoven, får uddannelse, sikkerhedsudstyr og en ordentlig løn. Alle typer skov kan FSC-certificeres – lige fra nordiske nåleskove til tropiske regnskove.

Det danske kontor FSC Danmark står sammen med partnerne WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove bag konkurrencen, som Mad & Bolig er vært for. Læs mere på www.fsc.dk/designaward og på www.madogbolig.dk/designpris.

Prisuddelingen blev afholdt i Aller-huset i København den 19. november 2015.

For yderligere information kontakt venligst

Ulla Johanne Johansson
Chefredaktør Mad & Bolig
UllaJohanne.Johansson@madogbolig.dk
+45 41 99 61 33

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef Aller Media
Kasper.kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71