Her er årets bedste kvindecitater

10.10.2013

Banner

2013 er indtil videre et år, hvor flere stærke kvinder er kommet med flere provokerende og tankevækkende udtalelser. FEMINA GULD 2013 kårer de bedste citater fra kvinder i særnummer, der kommer på gaden i dag.

For andet år i træk kårer FEMINA Danmarks 100 mest inspirerende og modige kvinder i 20 forskellige kategorier. Det sker i det 252 siders store særnummer FEMINA GULDNUMMER 2013, der kommer på gaden i dag. I den ene kategori hyldes årets indtil videre bedste kvindelige citater, som udgøres af fem kvinder.

Ifølge chefredaktør på FEMINA, Camilla Kjems, er det vigtigt at hylde de kvinder, der både tør og kan bryde igennem lydmuren.

”På FEMINA elsker vi kvinder, der tør sige deres mening. Vi har samlet seks citater fra seks stærke kvinder, der har sagt noget ekstra skønt, klogt, provokerende og tankevækkende i år,” fortæller Camilla Kjems.

De seks citater:

”Man er ikke 100 procent det ene eller det andet sted fra. Man er fra et sted midt imellem.”
– Sangerinden Nabiha, der er født og opvokset på Vesterbro, men har rødder i både Gambia Mali og Marokko.

”Jeg har været ligeså meget ulykkelig i mit liv, som jeg har været lykkelig. Man skal bare forstå, at livet rummer andet end lykke.”
– Skuespiller Trine Pallesen, der har medvirket i en række TV-serier, spillefilm og teaterstykker.

”Man skal pynte perfekt op til jul og lære at strikke og sætte tapet på skufferne og have meget mere sex med sin mand og bo enormt lækkert og leve enormt sundt – altså, hvornår stopper det?!”
– TV-vært, Ane Cortzen, der bl.a. er kendt fra ”TV!TV!TV!” og ”Vogternes Råd”

”Jeg læste, at det var så fint, at vi gerne ville spise, hvad stenaldermanden spiste, MEN – hvis du stiller stenaldermanden ved Kongens Nytorv og beder ham om at krydse vejen, så vil han enten dø af forurening eller blive kørt ned. Stenalderkost er der ikke noget galt med, men man skal huske at se situationen i dens helhed.”
– Grevinde Alexandra, nuværende ærespræsident for UNICEF Danmark

”Mine børn siger: ”Mor, det handler altså ikke om at vinde, det handler om at være med”. PJAT! Det HANDLER om at vinde, men det handler om at være en GOD vinder og ALDRIG hovere, lærer jeg børnene. Det er noget, man skal arbejde med…”.
– Skuespiller Ellen Hillingsø, der har medvirket i en række danske film.

”Prøv lige at komme her med en verden, hvor kvinder ikke må amme på cafeer, og man skal være glatbarberet i hoved og røv – jeg er så TRÆT af den bornerthed!”
– Sangerinde Signe Svendsen, der er aktuel med soloalbummet ”Kun de faldne rejser sig igen”.