Her er de første nominerede til Danmarks største modepris

03.04.2014

ESA2014 logo

 

 

 

 

 

 

 

Nu bliver de første nominerede til modebranchens officielle prisuddeling offentliggjort. ELLE Style Awards uddeler priser i 16 forskellige kategorier, når showet løber af stablen den 19. maj i Koncerthuset, og allerede nu er de nominerede i fem kategorier klar – heriblandt årets stilikon og årets brand.

De nominerede i nogle af hovedkategorierne til modebranchens største og officielle prisuddeling bliver nu offentliggjort – nemlig årets stilikon, årets brand, årets CSR-pris, årets hårartist samt årets makeupartist. ELLE Style Awards 2014 samler den 19. maj modebranchen og toppen af den danske kendisscene til et storslået show i Koncerthuset i DR Byen. Her skal de hotteste navne i dansk mode kåres.

I alt bliver 16 priser uddelt i særligt branchespecifikke kategorier, men også for eksempel årets mand og årets sangerinde skal findes til prisuddelingen. En af de særlige priser er årets stilikon, som L’Oreal Paris er afsender på, der hylder den person, der særligt har sat modedagsordenen det seneste år. Årets stilikon afgøres af læserne på ELLE.dk, som kan stemme på sin favorit fra mandag den 7. april.

”Mode er noget, vi alle bliver inspireret og berørt af. Og når modebranchen endda er et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, er det vigtigt at hylde de mange talenter, der driver branchen fremad. Vi er stolte af dansk og nordisk mode, og vi vil derfor gerne gøre vores for, at de danske navne når endnu længere ud – også blandt det internationale ELLE-netværk,” siger chefredaktør Cecilie Christiansen.

ELLE Style Awards er internationalt anerkendt og afholdes i 17 ud af 45 ELLE-lande, blandt andet Storbritannien, Kina og Sverige. Flere af de internationale chefredaktører fra ELLE-netværket vil bl.a. sidde med i juryen sammen med danske branchefolk.

Det var første gang sidste år, at ELLE Style Awards blev afholdt i Danmark, og med valget af Koncerthuset som venue bliver showet endnu større i år.

”Vi er rigtigt glade for den opbakning, vi oplevede sidste år, og derfor har vi hævet ambitionsniveauet og gør endnu mere ud af showet i år, som både bliver større og flottere,” siger Cecilie Christiansen.

De første nominerede til ELLE Style Awards 2014

ÅRETS HÅRARTIST
Kategorien fokuserer på danske hårartister, der udviser stor ekspertise inden for fagets håndværk og samtidig tør eksperimentere og udfordre det kunstneriske udtryk. De nominerede har udmærket sig i 2013 ved styling af mode- og beautyserier, modeshows, kampagner eller lignende.

  • Marianne Jensen
  • Henrik Haue
  • Søren Bach

ÅRETS MAKEUPARTIST
Kategorien fokuserer på danske makeupartister, der udviser stor ekspertise inden for fagets håndværk og samtidig tør eksperimentere og udfordre det kunstneriske udtryk. De nominerede har udmærket sig i 2013 ved styling af mode- og beautyserier, modeshows, kampagner eller lignende.

  • Anne Staunsager
  • Sine Ginsborg
  • Trine Skjøth

ÅRETS BRAND
Kategorien fokuserer på et modebrand, der har kommerciel succes og plus på bundlinjen, der viser, at køberne ønsker at sikre brandets fortsatte eksistens, har et genkendeligt univers qua kampagner, ambassadør eller lignende, har et kontinuerligt godt udvalg af produkter, som udspringer tydeligt af brandets univers, samt er tilgængeligt – bl.a. via minimum én butik i Danmark.

  • Ganni
  • Stine Goya
  • By Malene Birger

LÆSER-PRISEN: ÅRETS STILIKON
Kategorien fokuserer på et stilikon, som har sat modedagsordenen i 2013. Hun har været dygtig til at tage tidens trends og tendenser til sig uden at gå på kompromis med sin personlighed. Hun har således med sin personlige stil gjort sig bemærket, inspireret og skabt et genkendeligt univers, som beundres af ELLEs læsere (NB! Vinderen afgøres på ELLE.dk).

  • Pernille Teisbæk
  • Caroline Brasch Nielsen
  • Medina

ÅRETS CSR-PRIS
Kategorien fokuserer på en modevirksomhed, der arbejder med eller skaber opmærksomhed omkring bæredygtighed, økologi og/eller social ansvarlighed på en sådan måde, at de formår at nå ud til den danske modeforbruger og bevidstgøre hende om, at vi har et valg.

  • Underprotection
  • H&M Conscious Exclusive Collection 2013.
  • Hummel Company Karma

FAKTA
ELLE Style Awards 2014 kårer vindere indenfor følgende kategorier: Årets CSR-pris, brand, designer, skuespillerinde, stylist, modefotograf, sangerinde, makeupartist, model, internationale designer, hårartist, smykkebrand, mand og nye nordiske design talent. Derudover kåres en vinder af ELLE-prisen samt læserprisen.

Der kan stemmes til læserprisen Årets Stilikon fra mandag den 7. april på ELLE.dk/stilikon.

ELLE Style Awards er Danmarks største og officielle modeprisuddeling, som i år finder sted den 19. maj i Koncerthuset. Prisuddelingen vil efterfølgende blive vist på TV3 Puls og TV3. ELLE Style Awards er den eneste prisuddeling af sin slags i Danmark og blev afholdt første gang i Danmark i 2013. Se mere på www.elle.dk/ELLE-Style-Awards

ELLE er verdens største modemagasin med hele 44 internationale udgivelser i 43 lande. Dansk ELLE har eksisteret siden 22. september 2008.

L’Oreal Paris og PANDORA er sponsorer på ELLE Style Awards. L’Oreal Paris er afsender på prisen Årets Stilikon, og PANDORA er afsender på Årets Sangerinde.

Crowne Plaza sponsorerer middagen, og med en billet til ELLE Style Awards får man mulighed for at købe en Crowne Plaza overnatning til særpris. Samtidig er Crown Plaza afsender på Årets Designer.