Er du Langelands dejligste?

25.06.2013

Til aller.dk

Har du Langelands dejligste krøller, bagdel eller smil? Gæsterne til årets Langelandsfestival kan godt begynde at overveje, hvilken kategori de er konkurrencedygtige i. For igen i år afholder festivalens hovedsponsor, ugebladet SE og HØR, den populære konkurrence ”Langelands dejligste …” med fede præmier til vinderne.

Langelands dejligste giraffer, vådeste sømænd og flotteste mandenumser. Det var bare nogle af sidste års vindere af SE og HØRs populære fotokonkurrence på Langelandsfestivalen, hvor Bubber kårede vinderne på den store scene. Igen i år får de glade festivalgæster mulighed for at være med i ”Langelands dejligste …”-konkurrencen, hvor deltagerne selv vælger, hvilken kategori de vil konkurrere i – kun fantasien sætter grænser.

Det er super nemt at deltage i konkurrencen, hvor man kan vinde billetter til næste års Langelandsfestival. Man skal bare kigge forbi SE og HØRs sladdertelt, fortælle, hvilken kategori man er Langelands dejligste i, og få taget sit billede. Alle deltagere vil under festivalen få vist deres billede på storskærm ved scenen.

”Langelandsfestivalen er Danmarks hyggeligste festival, især fordi der er plads til alle – også de allermindste. Vi på SE og HØR glæder os til igen i år at byde festivalgæsterne velkommen i vores sladdertelt, hvor vi står klar med den sidste nye udgave af SE og HØR, lidt forskellige gaver til børn og voksne og en snak om den nyeste sladder og gossip med vores læsere. Vores telt plejer at være lidt af et tilløbsstykke – ikke mindst på grund af vores konkurrence – og så er stemningen altid super god, fordi festivalgæsterne bruger vores telt til både afslapning og samlingspunkt,” fortæller Morten Rud, marketingchef for SE og HØR.

Det er fjerde år i træk, at SE og HØR er hovedsponsor på Langelandsfestivalen. SE og HØRs sladdertelt finder man på toppen af bakken over for store scene.

Mød de kendte og få en tattoo hos SE og HØR
Sidste år opstod der lange køer uden for sladderteltet blandt de mange festivalgæster, der ville deltage i fotokonkurrencen, have fingrene i det nyeste SE og HØR eller møde deres idoler. Kendisser såsom Basim, Anna David, Stig Tøfting og fodboldspillere fra FC Nordsjælland troppede op for at snakke med deres fans og give autografer, og SE og HØR garanterer, at fremmødet bestemt ikke bliver ringere i år.

I dette års sladdertelt kan festivalgæsterne nemlig se frem til en eksklusiv ”meet and greet” med Søs Fenger, Bubber, Anna David, Die Herren og mange flere, og der vil være mulighed for at få både autografer og taget billeder med de kendte. Dertil vil der på udvalgte tidspunkter være gratis T-shirts til alle børn, gaver til hele familien og mulighed for at få en tattoo med SE og HØRs logo.

SE og HØR står klar til at møde og underholde festivalgæsterne fra den 24. – 27. juli.