Fem dokumentarer kæmper om Danmarks største TV-pris

08.03.2017

Fredag aften på Hotel d’Angleterre i København kåres årets bedste danske TV-dokumentar. Prisen på 100.000 kr. uddeles for 28. gang ved BILLED-BLADETs årlige TV-GULD-fest og regnes for den største af sin slags på dansk grund. Blandt de nominerede er gribende og yderst samfundsaktuelle fortællinger om antibiotikaresistente MRSA-bakterier, skattely og integration.

BILLED-BLADETS TV-Guld for årets bedste TV-dokumentar er blevet uddelt siden 1989, og fredag den 10. marts uddeles prisen for 28. gang ved den traditionsrige og eksklusive gallafest på Hotel d’Angleterre, hvor hele den danske TV-branche er samlet. Dokumentarprisen er på 100.000 kroner og har til formål at støtte produktionen af danske TV-dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.

Kandidaterne til den eftertragtede TV-GULD-pris er indstillet af de danske TV-stationer, mens det er en komité bestående af filminstruktør Bille August, direktør og komponist Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, forfatter Sara Blædel, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, executive producer Karen Boel Thomsen, cand.mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen (formand), der har udvalgt de nominerede.

”Det er en turbulent tid, journalistikken gennemlever netop nu, men TV-dokumentaren er fortsat en af journalistikkens vigtigste genrer. Den grundige, gennemresearchede og strukturelt velfungerende filmiske fortælling spiller en helt central rolle for at kunne forstå og handle på centrale samfundsmæssige problemstillinger. I bedømmelsen af de indsendte dokumentarer lægger vi først og fremmest vægt på kvaliteten af historien og den måde, den fortælles på. Dernæst på dokumentarens æstetiske udtryk, billedsiden, og endelig på dens opmærksomhedsvækkende kvaliteter. Fænger historien og bliver publikum berørt,” siger Mads Egmont Christensen.

Ifølge Mads Egmont Christensen lever de fem nominerede dokumentarer i høj grad op til disse kriterier, og fælles for alle filmene er deres tilrettelæggeres uomtvistelige talent og fornemme kreativitet.

”Der fortælles informativt, indsigtsfuldt, medfølende, overraskende og ind i mellem chokerende, og det er en tilfredsstillelse at konstatere, at hver af de fem film bærer præg af en formidabel grundighed og professionalisme i den måde, tilrettelæggerne har grebet deres emner an på,” siger Mads Egmont Christensen.

Sidste år gik BILLED-BLADETs TV-GULD og de 100.000 kroner til DR-dokumentaren ’Indiens døtre’, der handler om de seneste års mest omtalte voldtægt i Indien. Dokumentaren, der undersøger hvorfor denne type brutale massevoldtægter er så udbredte i Indien, blev efterfølgende forbudt i landet.

De nominerede til BILLED-BLADETs TV-GULD for Årets bedste TV-dokumentar

(Vilkårlig rækkefølge)

BØRNESOLDATENS NYE JOB, DR2 den 19. april 2016

DEN DAG PENICILLINEN IKKE VIRKER, DR1 den 18. september 2016

DET STORE SKATTELÆK, DR1 den 3. april 2016

DEM VI VAR, TV 2 den 22. september 2016

MOSKEERNE BAG SLØRET, TV 2 den 1. marts 2016.

Udover prisen for årets bedste TV-dokumentar uddeles BILLED-BLADETs TV-GULD også til Årets kvindelige og mandlige nyhedsværter, Årets kvindelige og mandlige underholdningsværter, Årets kvindelige og mandlige sportsværter samt Årets TV-program og Årets NYE TV-program.

BILLED-BLADET TV-GULD-fest komité.

For yderligere information kontakt venligst

Mads Egmont Christensen
Formand, BILLED-BLADETs TV-GULD-komité
mecanofilm@mail.dk
+45 26 15 09 70

Annemette Krakau
Chefredaktør BILLED-BLADET
Annemette.Krakau@billed-bladet.dk
+45 20 90 10 21

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
Kasper.Kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71