FEMINA hylder Danmarks 100 mest banebrydende kvinder

24.10.2012

 

Kvindeugebladet FEMINA har i denne uge fundet Danmarks 100 mest banebrydende kvinder for at sætte fokus på mangfoldigheden af de danske kvindelige talenter – talenter der kommer til udtryk i alle mulige former og brancher, og som nødvendigvis ikke altid er at finde på direktionsgangen i de store virksomheder.

Man behøver ikke være topchef i en stor anerkendt virksomhed for at få succes som kvinde. Det understreger FEMINA i et særligt guldnummer, der udkommer torsdag. Kvindeugebladet har nemlig fundet de mest banebrydende og talentfulde danske kvinder inden for de områder, som FEMINA normalt beskæftiger sig med – dvs. kultur, mode, skønhed, sundhed, bolig, mad og rejser.

”Kvindekvoter i en mandeverden – vi hører ofte om, hvor svært det er for kvinder at ‘gøre karriere’ og få topposter. Men der er masser af danske kvinder, der har succes og ’gør karriere’ – også selvom det endnu ikke afspejler sig på direktionsgangene. Det er det, vi vil fejre med guldnummeret, hvor vi hylder og synliggør alle de kvinder landet over, som opbygger virksomheder, leder, skaber kunst, forsker og udvikler ideer,” siger FEMINAs chefredaktør Camilla Kjems.

På shortlisten finder man bl.a. kendte navne som Susanne Bier, Helena Christensen, Margrethe Vestager, Medina og Caroline Wozniacki samt mere ukendte navne i den brede offentlighed som Louise Hindsgavl, Josefine Klougart, Eva Prescott og Ellinor Sæther.

Det handler ikke om powerkvinder
FEMINAs guldnummer handler på ingen måde om at hævde kvinderne frem for mændene, men om at nedbryde myten om, hvor svært det er for kvinder at gøre karriere og få topposter.

“Det er ikke mere end godt et halvt år siden, vi udgav et særnummer dedikeret til mændene – det her handler om at fejre successer ikke en kønskamp. Og personligt kan jeg ikke fordrage begrebet powerkvinder. Ingen kvinder er powerkvinder – alle har deres at kæmpe med – hvornår har du forresten hørt mændene blive omtalt som powermænd?

Disse 100 kvinder er ganske enkelt super talentfulde og har gået efter deres drømme og på den måde gjort en kæmpe forskel i deres fag – det fortjener en hyldest. Jeg er så træt af, at alt hvad der er kreativt og damebladsagtigt stemples som dumt. Jeg håber, at guldnummeret tydeliggør mangfoldigheden af kvindeligt talent i Danmark, og at en kvinde (eller et kvindeblad) ikke fortjener at blive stemplet som dum(t), bare fordi interesseområderne er inden for f.eks. skønhed og design – frem for biotech og finans,” siger Camilla Kjems.

FEMINAs guldnummer udkommer torsdag den 25. oktober, og er det største FEMINA nogensinde på hele 260 sider.