FEMINA indtager Sønderborg med nyt sensommerløb

12.08.2015

Femina Kvindeløb

Til september holder FEMINA deres populære Kvindeløb som et sensommerløb, og i den forbindelse lægger kvindebladet for første gang vejen forbi Sønderborg. Den 3. september inviterer FEMINA derfor alle sønderjyske kvinder til at snøre løbeskoene, når FEMINA sensommerløb skydes i gang.

Som noget helt nyt lægger FEMINA Kvindeløb vejen forbi Sønderborg den 3. september 2015. I den forbindelse regner kvindebladet med at kunne tiltrække mere end 800 kvinder til at løbe eller gå en af de tre smukke ruter på 5 og 10 km.

”Vi glæder os rigtig meget til at holde Kvindeløbet i Sønderborg. Vi har allerede oplevet stort engagement blandt de sønderjyske kvinder, og jeg er derfor sikker på, at vi får et fantastisk løb den 3. september,” siger Camilla Kjems, chefredaktør på FEMINA.

Det populære Kvindeløb associeres som regel med forår, fuglekvidder og begyndelsen på sommerens lune måneder, men i år lancerer FEMINA for første gang et sensommerløb i september for at skyde efteråret godt i gang.

”Det årlige kvindeløb er nærmest blevet en tradition, der er med til at starte sommeren for rigtig mange kvinder rundt omkring i landet inklusiv mig selv. Vi er derfor superglade for, at vi nu har mulighed for også at holde et sensommerløb, og vi glæder os rigtig meget til at løbe ind i de kolde måneder sammen med en masse dejlige kvinder!” siger Camilla Kjems.

Løb for bedre børneliv
Til FEMINA sensommerløb kan du vælge at løbe for en god sag. I stedet for at købe en almindelig billet kan du nemlig starte din egen indsamling til Red Barnets arbejde. Til dem der samler mindst 300 kr. ind til organisationens arbejde, giver FEMINA et gratis startnummer, en løbebluse og en lækker goodiebag ligesom ved almindelig tilmelding. De indsamlede penge går til børn i Danmark, der savner stærke og vigtige sociale fællesskaber.

Læs mere om FEMINAs samarbejde med Red Barnet, og hvordan du starter din egen indsamling her.

Praktisk information:
Løbet holdes i Sønderborg d. 3 september, København d. 6. september, Slagelse d. 8. september og Aarhus d. 9. september.

I Sønderborg er adressen til stævnepladsen: Alsion 1, 6400 Sønderborg.

Program:
Kl. 17.00 Pladsen åbner
Kl. 18.10 FEMINA byder velkommen
Kl. 18.20 Fælles opvarmning
Kl. 18.30 De første løbere bliver sendt afsted
Kl. 19.30 ca. Præmieoverrækkelse
Kl. 20:00 Hygge og shopping

Tilmelding:
Du kan tilmelde dig FEMINAs Kvindeløb sensommer 2015 her.
Pris: 199 kr. + gebyr og efter den 28. august stiger prisen til 250 kr. + gebyr

For yderligere information kontakt venligst
Dorthe Kandi
Redaktionschef, FEMINA
E-mail: dorthe.kandi@femina.dk
Mobil: 41 95 21 52