Heidi Lundehøj udnævnes til direktør for Aller Client Publishing

15.01.2013

allercp

 

 

 

 

 

 

 

Heidi Lundehøj udnævnes pr. 1. februar til direktør for Aller Medias client publishing division, der bl.a. udgiver gratismagasinerne Lime, Skøn og Where2Go samt laver kundemedier for Silvan, fitness dk og Lyngby Storcenter. Udnævnelsen er et resultat af et godt 2012 og sker i forbindelse med, at datterselskabet fusioneres ind i Aller Media.

Aller Client Publishing blev i starten af 2012 etableret som et selvstændigt datterselskab til Aller Media, som et led i en ny strategi for gratismagasiner, kundemedier og reklamebureauaktiviteter, der dengang var placeret i det nu lukkede Chili Group A/S. Heidi Lundehøj, blev ved dannelsen af Aller Client Publishing, udpeget til at være daglig ansvarlig for driften af bureauet, og udnævnelsen til direktør afspejler de resultater, som Heidi Lundehøj har skabt i 2012.

”Vi kan konstatere, at vi med Aller Client Publishing har fundet en god og profitabel forretningsmodel for vores gratismagasiner og øvrige client publishing-aktiviteter. Heidi og hendes 41 medarbejdere har i 2012 leveret rigtigt gode resultater, hvor det er lykkes at skabe vækst på både top- og bundlinje. Heidi har derfor overbevist os om, at client publishing skal være et forsat indsatsområde for Aller fremover, og at hun skal stå i spidsen for arbejdet,” fortæller Per Ingdal, udgiverdirektør Aller Media.

Udnævnelsen sker i forbindelse med, at Aller Client Publishing integreres fuldt ind i Aller Media. Integrationen gennemføres for yderligere at styrke den positive udvikling i selskabet gennem øget tværfagligt samarbejde med resten af koncernen samt synergieffekter på drift og administration.

Aller Client Publishing er et af Danmarks største client publishing bureauer og udgiver gratismagasinerne; Lime i Netto, SKØN i Matas, Kulør i SPAR, Juicy i Matas, MOR i BabySam, Where2Go og Moviebox, der til sammen har over 800.000 læsere. De øvrige client publishing-aktiviteter tæller bl.a. kundemedier for Lyngby Storcenter, Lederne, Silvan, Hjerteforeningen, Team Danmark og Wonderful Copenhagen samt andre reklamebureauaktiviteter. Nye kunder hos Aller Client Publishing i 2012 er bl.a. fitness dk, Falk Lauritzen Rejser og Spejderne.

Om Heidi Lundehøj

Feb. 2013 –

Direktør for Aller Client Publishing, Aller Media A/S

Feb. 2012 – Jan. 2013

Head of Client Publishing, Aller Client Publishing A/S

Dec. 2010 – Jan. 2012

Magasindirektør Chili Group A/S

Heidi Lundehøj har mere end 20 års erfaring fra mediebranchen. Hun har siden 1993, med en afstikker til Sæther Nordic i 2002 og til Jubii i 2008, været ansat i Aller Medias salgs-, marketing- og analyseafdelinger. Fra 2006 til 2008 var Heidi Lundehøj Marketingchef i Chili Group og kom tilbage i 2009, hvor hun først var kontaktchef på Where2Go og derefter magasindirektør med ansvar for selskabets bureauaktiviteter og Instoreudgivelser.

 

Kontaktinformation

Per Ingdal   Udgiverdirektør Aller Media

E-mail: per.ingdal@aller.dk

Mobil: 20 90 10 30

Eller

Heidi Lundehøj Direktør Aller Client Publishing

E-mail: hl@allercp.dk

Mobil: 23 30 04 12