Her er årets værter til Dansktop Prisen

23.01.2017

Dansktop Prisen 2017 præsenteres den 25. marts i Jyske Bank Boxen af et super-stærkt trekløver: Anette Kokholm, Keld Heick og Thomas Poulsen.

Årets værter ved Dansktop Prisen udgør tilsammen et festligt såvel som kompetent trekløver. Den ikoniske dansktopfigur Keld Heick får selskab af udgiverdirektør, Anette Kokholm og hele Danmarks dansedarling Thomas Evers Poulsen, når den store fest løber af stablen. De tre udgør med deres talenter en spændende kombination, og så har de alle naturligvis et bankende hjerte for dansktopgenren.

Anette Kokholm, der er udgiverdirektør i Aller Media og tidligere chefredaktør på Familie Journal, indtog ligeledes værtsrollen ved sidste års show. Her overraskede hun blandt andet publikum, da hun sang Dansevise fra 1963 i duet med Ole Stephensen. I år glæder hun sig til, at stå på scenen med hele to mandlige medværter:

”Keld Heick er jo indbegrebet af dansktop, og som sidste års vinder af Familie Journals Ærespris, ved han, hvad det betyder at modtage en dansktoppris. Han er en erfaren og yderst galant herre, og Thomas Evers Poulsen bliver et herligt, friskt pust i vores show. Jeg glæder mig til at lære ham at kende – han skal nok få sat gang i festen, så det kan mærkes helt ned på de bagerste rækker i Jyske Bank Boxen.”

Thomas Evers Poulsen glæder sig også til festen og det kommende samarbejde:

”Jeg ser meget frem til aftenen og jeg er vild med udfordringer. Jeg har den dybeste respekt for både Annette og Keld, og jeg håber at kunne leve op til deres forventninger. I øvrigt er jeg vild med Herning og har haft mange store oplevelser i Boxen, så jeg kan slet ikke vente med, at komme ind på den scene og byde de mange tusinde gæster velkommen.”

De fleste kender Thomas Evers Poulsen fra dansens verden, men han har også en forkærlighed for dansktop.

”Hvis der er noget, der kan få mig på dansegulvet, er det dansktop. Jeg elsker musik, man kan synge med på og med god musik, er det svært, at være i dårligt humør. Mange har det med dansktop som med Melodi Grand Prix – de vil ikke være ved, at de hører det. Jeg er vild med det!”

Keld Heick er I den grad Dansktoppens grand old man, og hans erfaring inkluderer hele paletten: Keld er sangskriver, sanger, musiker, forfatter og vært. Faktisk er det blevet til mellem 1.200 og 1.700 sangtekster og for ham er Dansktop Prisen mere end en festlig aften:

”Vi lever i en tid, hvor flere danske medier har valgt at grave dybe grøfter mellem de mange musikformer og koncentrere sig om en bestemt genre i stedet for, at dyrke musikkens mangfoldighed. Det har Familie Journal besluttet sig for, at gøre noget ved, og det kommer så i dette tilfælde dansktop-genren til gode. Tak for det! Der er pludselig et lille lys forude – både for os gamle kendinge og for nye, unge talenter, der kan se en mulighed for et gennembrud.”

Sidste år modtog Keld Heick Familie Journals ærespris for den store betydning, han har haft og stadig har for hele dansktopgenren:

” Da jeg pludselig blev kaldt op under prisoverrækkelsen, blev jeg så overrasket, at jeg for en gangs skyld var nærmest mundlam. Jeg vidste ikke, at der fandtes en ærespris, og jeg var derfor også helt uforberedt på, at jeg skulle have den. Men det var en dejlig overraskelse, og jeg er stadig dybt taknemmelig. I år ser jeg frem til selv at være en af dem, der skal glæde og overraske gode og dygtige kolleger og nye talenter.”

Udgiverdirektør Aller Media A/S, Anette Kokholm.

Keld og Hilda Heick ved Danstop Prisen 2016.

Thomas Evers Poulsen.

 

Om Dansktop Prisen 2017
Sted: Jyske Bank Boxen
Dato: Den 25. marts 2017
Billetter kan købes på www.fj.dk/dansktopbillet

For mere information kontakt venligst

Christina Dybdahl Følsgaard
Event teamleder, Aller Media A/S
Christina.Foelsgaard@aller.com
+45 50 76 15 95

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
Kasper.Kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71