Her er vinderne af årets modepriser

16.05.2013

ESA logo

I aftes blev den danske modebranche hyldet og fejret, da de prestigefulde priser ved ELLE Style Awards blev uddelt i Skuespilhuset i København. Designers Remix vandt prisen som Årets danske brand og Lene Borggaard blev Årets designer. Derudover var Trine Dyrholm, Susanne Bier og Nikolaj Lie Kaas blandt vinderne til modebranchens officielle prisuddeling – og så blev der uddelt en særpris til en af branchens mest markante profiler.

Skuespilhuset i København dannede tidligere på aftenen rammen for Danmarks største modeprisuddeling, ELLE Style Awards, der blev afholdt for første gang på dansk grund. Hele den danske modebranche var sammen med stilige kendisser og fashionistaer mødt op for at overvære uddelingen af de prestigefulde priser til de personer og brands, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år.

De flere end 400 VIP-gæster og 200 heldige publikummer, der havde sikret sig en billet til den eksklusive modefest, kunne opleve et underholdende og forrygende flot show med Pernille Rosendahl og Adam Duvå Hall i spidsen som aftenens værter.

Awardshowet blev åbnet med et brag af musikeren Thomas Troelsen og bød både på et flot modeshow sammensat af Danmarks tre bedste stylister og et helt eksklusivt jubilæumsmodeshow forberedt af Ole Lynggaard Copenhagen i anledning af det luksuriøse smykkebrands 50 års jubilæum. Ole Lynggard Copenhagen havde kort forinden modtaget prisen for Årets smykkebrand foran Line & Jo og Georg Jensen.

 

Modebranchens bedste blev hyldet

Til ELLE Style Awards blev der uddelt priser inden for 15 kategorier – fra Årets model og stylist til Årets designer og modebrand. Dertil blev en række mindre branchespecifikke priser også uddelt til en række markante profiler, som ud over deres primære metier også er yderst fashionable på den røde løber og stilikoner for de mange modeinteresserede danske mænd og kvinder.

”Mode er noget, der interesserer og inspirerer alle, og det er en stor ære for os at give de mange danske talenter den anerkendelse og opmærksomhed, de fortjener, så vi også i fremtiden har et højt dansk niveau. Med ELLE Style Awards vil vi gerne give noget tilbage til branchen, og vi benytter enhver lejlighed, vi har, til at slå et slag for dansk mode over for vores kolleger i det internationale ELLE-netværk. Det er vigtigt, at udlandet får øjnene op for endnu flere danske talenter, hvad enten der er tale om designere, fotografer, stylister, makeupartister eller andre – og det kan ELLE Style Awards hjælpe med,” fortæller Cecilie Christiansen, chefredaktør på ELLE og hovedvært ved aftenens prisuddeling.

Årets brand og Årets designer var to af aftenens hovedpriser, og de gik til hhv. Designers Remix og Lene Borggaard, sidstnævnte for sit arbejde med InWear. Anmelder-darlings som Trine Dyrholm, Susanne Bier og Nikolaj Lie Kaas vandt priserne for hhv. Årets skuespillerinde, Årets cool kvinde og Årets mand.

Sangerinden Oh land (Nanna Øland Fabricius), der også er kampagneansigt for Georg Jensen, vandt titlen som Årets sangerinde.

Modelmutter hædret med særpris

En af aftenens overraskelser var uddelingen af ELLE-prisen, hvor det ikke på forhånd var afsløret, hvem og hvor mange der var nomineret. Der var derfor i salen stor spænding om, hvem prisen gik til.

Det blev Jacqueline Friis-Mikkelsen, som blev hædret for at være en afgørende drivkraft bag den internationale bølge af populære skandinaviske modeller og sin evne til at se potentialet i de danske modeller, som hun i den grad har været med til at sætte på modens verdenskort. Her nævnes bl.a. topmodeller som Freja Beha Erichsen, Eddie Klint, Oliver Bjerrehuus, Maria Gregersen, Josephine Skriver og Caroline Corinth. Med 15 år på tronen hos Unique Models er Jacqueline konstanten og menneskeliggørelsen af den danske modelbranche.

 

Årets brand

Designers Remix

 

Årets designer

Lene Borggaard

 

Årets modefotograf

Oliver Stalmans

 

Årets smykkebrand

Ole Lynggaard Copenhagen

 

Årets sangerinde

Oh Land

(Mads Langer modtog prisen på vegne af vinderen)

 

Årets mand

Nikolaj Lie Kaas

 

Årets danske stylist

Dorothea Gundtoft

 

Årets danske model

Nadja Bender

 

Årets danske makeupartist

Zenia Jæger

 

Årets danske hårartist

Henrik Haue

 

Årets skuespillerinde

Trine Dyrholm

(Sine Gerstenberg og Emil Thorup modtog prisen på vegne af vinderen)

 

Årets cool kvinde

Susanne Bier

 

Årets internationale designer

Maria Grazia Chiuri og Pierpaolo Piccioli for Valentino

(Jørgen og Mads Nørgaard modtog prisen på vegne af vinderne)


ELLE-prisen

Jacqueline Friis-Mikkelsen

 

Læserprisen

Medina

 

Fakta om ELLE Style Awards

ELLE Style Awards blev afholdt den 15. maj 2013 i Skuespilhuset i København i samarbejde med L’Oréal Paris, der er hovedsponsor på prisuddelingen. L´Oréal Paris skabte aftenens makeuplook på dele af den sorte løber, værterne samt et modeshow. Dertil har ELLE samarbejdet med Ole Lynggaard Copenhagen, der afholdt et eksklusivt mode- og smykkeshow i løbet af aftenen og fejrede deres 50 års jubilæum for alle gæsterne ved den efterfølgende efterfest i Skuespilhuset. Charlotte Lynggaard har endvidere designet selve ELLE Style Awards ”statuetten”.

ELLE Style Awards afholdes i 17 ud af 43 ELLE-lande. Svensk og Engelsk ELLE var nogle af de første til at afholde awardshowet for 16 år siden, og nu afholdes det også i bl.a. i Kina, Holland og Finland. ELLE Style Awards vil blive vist på TV3 den 26. maj 2013.

Læs mere på www.elle.dk/ELLE-Style-Awards.aspx