International sangerinde og kendt tv-vært skal uddele årets modepriser

10.03.2017

Foto: Lasse Mejlvang

Det bliver musikeren Oh Land og tv-værten Signe Lindkvist, der skal styre slagets gang, når modepriserne til dette års ELLE Style Awards uddeles den 23. maj i DR Koncerthuset. Det er femte gang, at verdens største modemagasin hylder dansk mode, og årets forførende cabaret-tema er som skræddersyet til de to stærke kvinder.

Oh Land, med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius, kan efter den 23. maj også skrive modeværtinde på cv’et, når hun sammen med Signe Lindkvist er vært ved modebranchens vigtigste
prisuddeling. Den 31-årige superstjerne, der bl.a. har stor succes med sin musik i USA, er med coachrollen i Voice Junior og skuespillerdebuten i 2014 efterhånden sprunget ud som lidt af en
multikunstner, men det er første gang, hun skal afprøve sig selv på dansk modes største scene. Derfor har det også været vigtigt for sangerinden at have den mere garvede Signe Lindkvist ved sin side:

”Da jeg blev spurgt om at være vært, så var det helt klart: Det skal være sammen med Signe, for jeg ville ikke synes, det var lige så sjovt at stå og gøre det alene. For mig er det altid sjovest at sparre
med andre. Og selv om jeg elsker at skrive en sang alene, og selv om jeg godt kan spille på alle mulige instrumenter, så gider jeg ikke stå og spille det hele selv. Man søger legekammerater, som også tager legen seriøst, og til ELLE Style Awards vil vi prøve at skabe den samme følelse, storhed og poesi, som man kan opleve til et vellykket modeshow som f.eks. Chanels,” siger Oh Land.

Signe Lindkvist, der er kendt fra tv-underholdningsprogrammer, quizzer, cirkus m.m., producerer også shows og har bl.a. været bag kulissen på ELLE Style Awards i flere år. I år er hun selv på scenen, og det glæder hun sig til:

”Om jeg laver fjernsyn eller cirkus eller – som jeg gør nu – primært shows, så synes jeg egentlig ikke, at mit arbejde har ændret sig, for jeg føler jo bare, at jeg leger. Det er et spørgsmål om at skabe tableauer og magi. At skabe et moment, hvor fjerene står stille i luften, og man alle sammen tænker: Ååårh,” siger Signe Lindkvist.

Cecilie Ingdal, chefredaktør på dansk ELLE, glæder sig over valget af årets værtinder og udtaler:

”ELLE Style Awards 2017 er naturligvis først og fremmest en fejring og hyldest af modebranchen, men det er også en festaften, hvor alle sejl er sat for at skabe en magisk, eventyrlig og uforglemmelig aften. Udover at finde de helt rigtige vindere er vores ypperste opgave at få vores gæster til at føle sig ekstremt godt tilpas, og jeg er slet ikke i tvivl om, at Oh Land og Signe Lindkvist er det perfekte match i forhold til at løfte den opgave. Det er to stærke kvinder, der elsker at underholde, har glimt i øjet og ikke mindst nærer en stor kærlighed til mode.”

Foto: Lasse Mejlvang

En aften i Cabar-ELLE Stemning
ELLE Style Awards er kendt for sine gennemførte temaer, og i år bliver modeprisuddelingen indhyllet i 1930’ernes kulørte og løsslupne cabaret-stemning. Massevis af fjer, farvestrålende tøj, sang, dans og musik vil tage gæsterne med ind i et stemningsmættet univers, der har klare referencer til den berømte Cabaret-film (1972) og Moulin Rouge i Paris.

Dette har også inspireret det gennemgående tema i printet skabt særligt til ELLE Style Awards 2017. Cabaretstemningen ses blandt andet afspejlet i de organiske strudsefjer, som pryder printet i stor stil. Derudover ses yderligere referencer til cabaretstemningen i form af de forskellige vifter, som med deres skarpe udtryk giver kant til de ellers bløde, svungne og lette fjermotiver.

Dette års ELLE Style Awards-print er skabt af den talentfulde printdesigner Cecilie Elisabeth Rudolph. Cecilie kreerer unikaprint, og har skabt motivet med forskellige håndtegnede og håndmalede materialer. Om printet siger hun:

”Udover at det skulle afspejle mig og være en del af mit designunivers var det også utroligt vigtigt for mig, at ELLEs visuelle dna kom til udtryk i printet. Jeg synes helt bestemt, at jeg har formået at integrere mit farverige og eksperimenterende univers med ELLEs ultrafeminine og stringente univers i deres lyserøde nuancer – og dermed skabe et harmonisk og velafbalanceret udtryk.”

Om ELLE Style Awards og awardkategorier 2017
ELLE Style Awards blev afholdt første gang i Danmark i 2013, hvor prisuddelingen fandt sted i Skuespilhuset i København. Siden 2014 har DR Koncerthuset dannet ramme. ELLE Style Awards er internationalt anerkendt og afholdes i flere af de 46 ELLE-lande, bl.a. Storbritannien, Kina og Sverige.

Til ELLE Style Awards 2017 vil der blive uddelt priser inden for følgende kategorier:

Årets Model, Årets Stylist, Årets Hårartist, Årets Makeupartist, Årets Mode- og Beautyfotograf, Årets Internationale Modehus, Årets Designer, Årets Brand, Årets Smykkekollektion, Årets Stilikon,
Årets CSR-pris, Årets Charity Pris, Årets Uundgåelige, Årets Accessorykollektion, Årets modeformidler, Årets Powerpris, ELLEPrisen.

L’Oréal Paris og Profil Optik er hovedsponsorer til ELLE Style Awards 2017. L’Oréal Paris står for hår og makeup på modeshows til selve awardshowet og er vært for en VIP-lounge i Magasin, hvor
udvalgte gæster vil få sat hår og lagt makeup inden aftenen.

Følgende virksomheder er også sponsorer af ELLE Style Awards 2017: Moët & Chandon Champagne, Georg Jensen, Audi, Fredericia, H&M, Kildevæld, Magasin, Egetæpper og Annette von Einem.

Georg Jensen, der har en lang tradition for at støtte og hylde talentfulde designere, står bag ELLE Style Awards-statuetten.

Billetter til ELLE Style Awards 2017 kan købes på ELLE.dk/billet.

Følg med på:
ELLE.dk/ELLE-Style-Awards
Facebook.com/ELLEDenmark
Instagram.com/ELLEDanmark
#ElleStyleAwardsdk

Portrætter af værtinderne bedes krediteret fotograf Lasse Bak Mejlvang for ELLE Danmark.

For yderligere information kontakt venligst

Cecilie Ingdal
Chefredaktør, ELLE Danmark
cecilie.ingdal@elle.dk
+45 2619 5202

Christina Hee Bune
Pressekontakt, ELLE Style Awards 2017
chb@prdagency.com
+45 2623 0428