Invitation: Dansktop Prisen 2018 pressemøde

13.02.2018

Familie Journal inviterer til pressemøde forud for Dansktop Prisen 2018 torsdag den 22. februar med værterne Keld Heick og Thomas Evers Poulsen samt udvalgte kunstnere. 

Dansktoppen fejrer i år 50 års jubilæum. Samtidig afholder Familie Journal for tredje år i træk Dansktop Prisen i BOXEN i Herning lørdag den 14. april. Forud for prisuddelingen inviterer Familie Journal hermed til en hyggelig presseseance, hvor der er mulighed for at lave fotos og interview med bl.a. værterne Keld Heick og Thomas Evers Poulsen samt enkelte af de optrædende kunstnere. Det sker i Boxen torsdag den 22. februar 2018 fra kl. 14.00 – 16.00.

Dansktop Prisen 2018 er en fejring af dansktoppens 50 års jubilæum – hvilket betyder, at alt det bedste fra dansktoppens danske univers er samlet på én aften. Aftenens værter er Keld Heick, Anette Kokholm og Thomas Evers Poulsen. De tre værter kan på aftenen præsentere en lang perlerække af de største dansktop-kunstnere, der alle underholder live i Boxen i Herning:

  • Johnny Reimar som fejrer 60 års jubilæum i 2018
  • Klaus & Servants
  • Kirsten Siggaard
  • Kandis
  • Kim Schwartz
  • Bjørn Tidmand
  • Richard Ragnvald
  • Dario Campeotto
  • Keld og Hilda Heick
  • Lotte Riisholt
  • Sweethearts som fejrer 30 års jubilæum i 2018
  • Dorthe Kollo

Torsdag den 22. februar er det muligt at møde værterne Thomas Evers Poulsen og Keld Heick, optrædende artister som Richard Ragnvald og Hilda Heick, jurymedlem Carsten Michael Laursen, der er ekspert i dansktop og forfatter til bogen “Top-Pop”, Familie Journals dansktop ekspert Johan Isbrand samt chefredaktør Søren Johannesen til et par hyggelige timer, hvor det vil være muligt at lave både en-til-en interview og fotos.

Tilmelding til pressemødet

Skal venligst ske til info@xponering.nu senest den 20. februar. Angiv navn og antal deltagere ved tilmelding.

Om Dansktop Prisen

Dansktop Prisen 2018 er en hyldest til dansktoppens kunstnere og lovende talenter og samtidig en fejring af dansktoppens 50 års jubilæum. Det er tredje år, showet afholdes og sidste år var der udsolgt med mere end 6000 gæster i Jyske Bank Boxen i Herning. Ved showet bliver der uddelt ni priser og årets nominerede er:

“Årets Kvindelige Dansktop Solist”: Lotte Riisholt, Anne Marie Lindegaard og Inge Marie Nielsen.

“Årets Mandlige Dansktop Solist”: James Rasmussen, Kim Schwartz og Richard Ragnvald.

“Årets Dansktop Gruppe”: Kandis, Humørekspressen og Klaus & Servants.

“Årets Dansktop Album”: Humørekspressen: En lille en, Fede Finn & Funny Boyz: Selvoptaget og Hardinger Band: Sym-fo-19.

“Årets Dansktop HIT”: James Rasmussen: Du er den, Peter Vesth: Lad os vågne langsomt sammen og Humørekspressen: Godter på vej.

“Årets Dansktop Live Navn”: Kandis, Klaus & Servants og Birthe Kjær.

De sidste tre priser, Familie Journals Ærespris, Familie Journals Læserpris og Mig og Min Mentor afgøres først i Jyske Bank Boxen i Herning. Æresprisen tildeles af Familie Journal og offentliggøres ved showet. Familie Journals Læserpris bestemmes af Familie Journals læsere ved sms-afstemning og Mig og Min Mentor er en talentkonkurrence, der afvikles live i Herning 14. april.

Årets jury

Dansktop Prisens jury er håndplukket af Familie Journal og repræsenterer nogle af de stærkeste kræfter inden for dansktoppen. Juryen består af Søren Bundgaard, sanger, sangskriver og musikproducent, særligt kendt som halvdelen af “Kirsten og Søren”. Jørgen de Mylius, legendarisk radio- og tv-vært samt forfatter. Jørgen er ikke mindst kendt for sit mangeårige arbejde i forbindelse med det danske og det internationale Melodi Grand Prix. Thomas Hemdorff, Marketing manager og musikekspert på Universal Music. Henrik Sørensen, Managing Director i ArtistCare, Carsten Michael Laursen, ekspert i dansktop og forfatter til bogen “Top-Pop” og sidst men ikke mindst juryens nye medlem: Linda Calberg, der har stort kendskab til dansktop-genren. Hun er DJ, Radiovært på P4, tilrettelægger af bl.a. Hit med Sangen, Top Charlie og Charlie hitlisten, Top Charlie i Parken.

For yderligere information, kontakt venligst

Xponering

Lennart Løfberg

+45 22 16 50 10

ll@xponering.nu

Søren Hedman

+45 40 57 97 15

sh@xponering.nu