Jens Blauenfeldt er ny klummeskribent på Familie Journal

27.12.2012

 

 

 

 

 

 

Når et nyt år starter, er det også med en ny klummeskribent på Familie Journal. Efter tre år som fast klummeskribent takker Michael Meyerheim af, og nye kræfter kommer til, når Jens Blauenfeldt, kendt fra bl.a. ”Kender du typen”, indtager Danmarks største ugeblad.

Jens har en lang karriere bag sig og har i mange år været DR’s ansigt på en lang række populære programmer. Udover ”Kender du typen” har han lavet programmer som Aftenshowet, Nabokrig, Hjerterum og Årets Kok. Derudover har han også været reporter ved kongelige begivenheder og har arbejdet med alle genrer i tv-branchen siden 1996.

Stafetten gives videre til en ny generation

”Med valget af Jens Blauenfeldt har vi givet stafetten videre til en ny generation”, siger chefredaktør Anette Kokholm og fortsætter: ”Jens har som mangeårig vært i programmet ’Kender du typen’ vist, at han kan begå sig blandt alle slags danskere. Han har en dejlig humor og er en god skribent – så vi glæder os til at læse hans klummer fra det nye år”.

Ifølge Jens er der ingen tvivl: ”Jeg er glad og stolt over at skulle være en del af klummepanelet og skulle skrive til Familie Journals læsere.”

Klummepanelet på Familie Journal består fra januar 2013 af:

•Jens Blauenfeldt, tv-vært

•Mimi Jacobsen, Red Barnet

•Leif Maibom, Sønderborg Revyen

•Signe Malene Berg, natkirkepræst

 

Kontaktinformation

For yderligere kontakt: Anette Kokholm, chefredaktør på Familie Journal

Anette.kokholm@familiejournal.dk
Telefon: 23 26 11 88