KIG IND får ny chefredaktør

09.10.2013

Tina Dines Appelt udnævnes til ny chefredaktør for KIG IND. Det sker i forbindelse med en konsolidering, hvor KIG IND integreres med Aller Medias Ungdomsredaktion, der bl.a. også udgiver Vi Unge og Frikvarter, samt en række mindre titler.

KIG IND er bladet, der hver uge bringer det nyeste Hollywood-gossip om alle festerne, skandalerne, de nyeste parforhold og breakups, samtidig med, at redaktionen inspirerer læserne med mode og skønhedsstof med udgangspunkt i stilikoner blandt danske og internationale stjerner. Det er en cocktail, der i særlig grad appellerer til unge læsere i forhold til markedets øvrige billedugeblade.

KIG IND’s nuværende chefredaktør Katrine Memborg har ønsket at blive løst fra sine opgaver og er blevet enig med direktionen i Aller Media om, at hun stopper pr. 1. november 2013. For Katrine Memborg, der har arbejdet næsten halvdelen af sit liv i Aller, har det været en svær beslutning, men hun glæder sig også til at komme i gang med nye udfordringer.

”Jeg havde min allerførste artikel i musikmagasinet Mix i 1996, hvor jeg derefter rejste verden tynd som musikjournalist. I 1999 blev jeg fastansat, og i 2003 blev jeg chefredaktør. Det er blevet til rigtig mange år hos Aller Media – faktisk har jeg været der i halvdelen af mit liv. Derfor har det naturligvis været en svær beslutning at skulle tage, men samtidigt glæder jeg mig meget til komme i gang med egne, nye projekter. Hvad det helt præcist bliver, vil jeg endnu ikke komme ind på,” siger Katrine Memborg.

Redaktionen på KIG IND integreres fremover med Aller Medias øvrige ungdomsmedier under ledelse af chefredaktør Tina Dines Appelt, som dermed får til opgave at skabe en helhed omkring Allers udgivelser til den unge målgruppe.

”De strukturelle ændringer på mediemarkedet, hvor de unge målgrupper i stigende grad orienterer sig med digitale og mobile medier, betyder, at vi skal tænke nyt på tværs af vores medier. Derfor skaber vi en stærk samlet organisation omkring Vi Unge, Frikvarter, KIG IND og viunge.dk. Det giver mening at samle disse brands, fordi vi her skaber en platform af medier, der rummer et ugeblad, et magasin, et gratis magasin og et digitalt univers – alt sammen orienteret mod unge menneskers primære interesser,” siger udgiverdirektør Per Ingdal og fortsætter:

”I den forbindelse er vi selvfølgelig kede af, at chefredaktør Katrine Memborg forlader os. Katrine har i mange år været en central person i forhold til mange af vores ungdomsudgivelser, senest som chefredaktør på BAZAR og KIG IND. Katrine er en professionel, kompetent og stærk medarbejder, og når hun nu har meddelt os, at hun ønsker at arbejde med sine egne projekter, og vi samtidig kan skabe en stærkere helhed omkring vores ungdomsmedier, så gik det hele faktisk op.”

Det vil Aller med KIG IND
KIG IND har i en årrække gennemgået en redaktionel udvikling, hvor der er blevet fokuseret mere på Hollywood gossip fremfor danske kendte og kongelige. Selvom oplaget er blevet mindre, er KIG IND fortsat en fornuftig og overskudsgivende forretning for Aller Media, og ugebladet indtager en vigtig position i Allers bladportefølje.

”KIG IND passer rigtigt godt til den målgruppe og de stofområder, vi i forvejen kender rigtig godt i vores ungdomsunit. Vi kan skabe en masse synergier på tværs af målgrupper og indhold, og så får vi styrket og udvidet vores univers på tværs af alle platforme. Med KIG IND får vi en attraktiv pakke for både læsere og annoncører, hvor vi kommer omkring alle de emner, som optager unge i form af Hollywood-gossip, idoldyrkelse, store følelser, samt skønhed og mode,” siger chefredaktør Tina Dines Appelt og fortsætter:

”Jeg glæder mig til at skulle arbejde med KIG IND’s redaktion. Jeg kender medarbejderne som dygtige og engagerede i deres stofområde, og jeg tror, at vi sammen kan finde nye løsninger for KIG IND, der vil styrke brandet og udvikle forretningen i årene, der kommer.”