Kurvede kvinder hitter

02.11.2015

15QMH11_forside_besk - Kopi

Aldrig har der været større diversitet i skønhedsidealerne og en hyldest af kropstyper i alle tænkelige former på de sociale medier og i populærkulturen. Det har fået Magasinet Q til at skærpe profilen og relancere sig selv i en ny og mere kurvet version.

Forsiderne på landets modemagasiner har indtil nu været forbeholdt tynde modeller. Det vil Magasinet Q nu lave om på, og magasinet relanceres i dag med 100 pct. fokus på kvinder med kurver. Magasinet, som blandt andet skriver om mode, skønhed, sundhed og selvudvikling, vil vise moderne kvinder i alderen 25-50 år, at mode ikke kun er for modeller eller kvinder, som har traditionelle modelmål – altså str. 34-36.

”Vi bestræber os på at vise kvinder, som størstedelen af os ser ud. Det indebærer blandt andet, at vi kun viser kurvede modeller på forsiden og i vores modeserier. Vores mission er at skabe et lækkert og appellerende univers omkring kvinder med kurver, hvor målgruppen er repræsenteret i tøj, som de ser godt ud i og ikke mindst føler sig tilpas i,” siger Aller Medias magasindirektør, Charlotte Riparbelli, og fortæller samtidigt, at branchen har brug for, at den kurvede del af skønhedsbilledet også dækkes af en større spiller på markedet som Q.

At behovet for at se kvinder med realistiske mål er der, kan stylist og Q’s faste klummeskribent Ditte Vallø skrive under på.

”Jeg skriver dagligt om mode til kurvede kvinder og jeg får kun opbakning fra brugerne, som er glade for, at der endelig er nogen, som tager dem seriøst. Bare fordi, man har former, skal man jo ikke pakke sig ind i et telt og skjule sig. Jeg tror, at Q’s nye stil er et længe ventet tiltag i branchen. Mode og tøj skal jo købes af forbrugerne, og langt størstedelen af dem, er hverken modeller eller bruger modelstørrelser,” siger Ditte Vallø, som er fulgt af flere tusinde læsere på Instagram.

Kommerciel interesse for kurver
Det er ikke kun hos kvinderne, at kurverne hitter. For også hos annoncørerne er interessen for kurvede kvinder øget.

”Udover at give magasinet et mere tydeligt DNA, har vi givet det en make-over for at gøre læseoplevelsen mere lækker og helstøbt. Resultatet er blevet godt modtaget af vores kommercielle samarbejdspartnere, som for de næste tre numre har øget antallet af annoncesider i magasinet,” siger Charlotte Riparbelli og fortsætter:

”Den kommercielle interesse for kurvede kvinder har måske nok været der i et stykke tid, men annoncørerne har måske manglet den rigtige platform til at få deres budskaber ud til forbrugerne. Den har vi skabt med det nye Q.”

Som en del af relanceringen af Q, udgives magasinet et større format og med perfect binding i lighed med andre magasintitler fra Aller Media som ELLE, Mad & Bolig, ISABELLAS m.m.

#elskerminequrver
I forbindelse med Q’s nye fokus på kvinder med kurver, har magasinet søsat hashtagget #elskerminequrver, som opfordrer kvinder til at dele selvportrætter på det sociale medie Instagram under hashtagget. Der ligger allerede mange billeder af kvinder under hashtagget.

Q skriver primært til kvinder mellem 25-50, som ikke har traditionelle modelmål. Dvs. kvinder, som bruger fra str. 38-40 eller mere. Det nye Q udkommer i dag.

For yderligere information kontakt venligst

Charlotte Riparbelli
Magasindirektør, Aller Media A/S
Charlotte.riparbelli@aller.dk
+45 40 34 46 15

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
Kasper.kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71