Magasinet Psykologi styrkes med mere sundhedsstof

22.09.2015

PY forside test ny-page-002

Balance i krop og sind er afgørende i vores travle hverdag, og noget flere og flere mennesker har øget fokus på. Derfor revitaliseres magasinet PSYKOLOGI med mere sundhedsstof og flere konkrete guides og tips til, hvordan motion og kost kan styrke os både mentalt og fysisk.

Magasinet PSYKOLOGI, der har fokus på personlig udvikling og følelsesmæssig balance, styrker nu sundhedsstoffet ved at øge fokus på sammenhængen mellem krop og sind og det hele menneske. Det øgede fokus på sundhed og krop sker i forlængelse af, at sundheds- og træningsmagasinet MOVE integreres i FEMINAs ugentlige sundhedssider, og det er dele af sundhedsstoffet og erfaringerne herfra, som også videreføres i PSYKOLOGI.

”Psykologi er et af de magasiner, som ikke oplever en generel nedgang i læsertallet – tværtimod. Psykologi ligger i forlængelse af en megatrend og har, som jeg ser det, et stort potentiale. Derfor vælger vi at give magasinet en lidt bredere profil, hvor der kommer mere fokus på sundhed og kroppens betydning for at have det godt mentalt. Motion i en eller anden form er en forudsætning for et sundt liv. Udeliv, træning og aktiviteter i naturen er noget, der optager folk. Også i forhold til udstyr, tøj, m.m.,” siger Aller Medias magasindirektør, Charlotte Riparbelli og fortsætter:

”En stor del af Psykologis succes skyldes, at det er et nichemagasin, der med et højt fagligt niveau adresserer nogle af de problemstillinger, som optager os allermest i livet. Det større sundhedsfokus giver mulighed for at komme fuldt rundt om det hele menneske samtidigt med, at vi kobler os på hele sundhedsagendaen – dog uden at forveksle dette med decideret motions- og træningsstof,” siger Charlotte Riparbelli.

Mere træning til FEMINAs læsere
Magasinet MOVE blev oprindeligt lanceret som et søstermagasin til FEMINA med et dedikeret fokus på træning og sundhed samt tips og tricks til, hvordan man forener træning med sund kost og et travlt kvindeliv. Nu bliver stofområdet fremadrettet en integreret del af FEMINA og PSYKOLOGI, efter at MOVE udkommer som selvstændigt magasin for sidste gang i oktober.

Som en del af revitaliseringen af PSYKOLOGI udgives magasinet desuden i et større format og magasinindbinding med perfect binding i lighed med andre magasintitler fra Aller Media som ELLE, Mad & Bolig, ISABELLAS m.m.. Synergien mellem FEMINA og PSYKOLOGI understøttes med fire sampakudgivelser henover året.

Om PSYKOLOGI
PSYKOLOGI indeholder viden, inspiration og konkrete værktøjer til selvindsigt, personlig udvikling og mentalt og fysisk velvære. Magasinet inspirerer til et liv med indre balance og overskud. Hver nummer rummer guides, store interviews og den nyeste viden indenfor krop og sind – formidlet på en let tilgængelig måde.

PSYKOLOGI har været på markedet siden 2004. Det er et magasin, der primært henvender til kvinder 35+, og stoffet er formidlet let til alle, der er interesseret i det gode liv og det hele menneske. PSYKOLOGI har 115.000 læsere og udkommer otte gange om året.

Det nye PSYKOLOGI udkommer første gang den 7. december.

For yderligere information kontakt venligst
Charlotte Riparbelli
Magasindirektør, Aller Media A/S
Charlotte.riparbelli@aller.dk
+45 40 34 46 15

Kasper Kankelborg
Pressekontakt, Aller Media A/S
Kasper.kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71