Modeværterne til årets største modebegivenhed er fundet

17.04.2013

ESA logo
Det bliver Pernille Rosendahl og Adam Duvå Hall, der skal styre uddelingen af modepriserne ved ELLE Style Awards, der afholdes for første gang i Danmark den 15. maj. ELLE Style Awards er Danmarks officielle modeprisoverrækkelse, hvor der skal uddeles 15 prestigefulde priser til de bedste inden for dansk mode.

Hun er sangerinde, stilikon og skuespiller. Han er tv-vært, radiovært og komiker. Den 15. maj 2013 skal Pernille Rosendahl (41) og Adam Duvå Hall (37) styre slagets gang, når hele den danske modebranche sammen med stilige fashionistaer og kendisser samles i Skuespilhuset i København for at hylde og fejre de allerbedste inden for deres fag – nemlig de personer og brands, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år.

Mode og musik

Pernille Rosendahl, der debuterede som skuespiller i teaterkoncerten Hey Jude sidste år og igennem et årti har inspireret mange danske kvinder med sin cool stil, ser frem til også at kunne skrive modevært på CV’et. ”Det er med en stor portion ærefrygt, at jeg har sagt ja. Jeg ser ikke mig selv som en del af modebranchen, men er mere sådan en, der får lov at svæve over vandene og se på branchen med barneglade øjne. Derfor glæder jeg mig til at være vært, hylde branchen og fortælle om de succeser, der er inden for dansk mode,” fortæller Pernille Rosendahl.

Erfaren showmand
  
Selvom modebranchen er forholdsvis ukendt land for Adam Duvå Hall, har han sin store showerfaring fra værtsroller til bl.a. Dansk Melodi Grand Prix, P3 GULD og Kræftens Bekæmpelses Brystgalla at trække på, når modepriserne skal uddeles den 15. maj.

”Det er fantastisk sjovt og udfordrende at være vært på de helt store shows og prisuddelinger, og jeg glæder mig meget til at være en del af Danmarks officielle modeprisuddeling – ELLE Style Awards. Mode er måske ikke min spidskompetence, men det bliver min fornemmeste opgave at skabe en festlig aften, hvor alle føler sig velkomne, og de gode historier om dansk mode bliver fortalt på en underholdende måde, så de både når udover scenekanten og ind i folks stuer,” siger Adam Duvå Hall.

Modebranchens bedste skal hyldes og fejres 

ELLEs chefredaktør Cecilie Christiansen er stolt over, at Pernille Rosendahl og Adam Duvå Hall begge takkede ja til rollen som værtspar ved den første danske ELLE Style Awards.

”Vi har i Pernille og Adam et stærkt værtspar til at lede os igennem modebranchens vigtigste og største prisuddeling. De supplerer hinanden godt og har begge den nødvendige evne til at være både seriøse og underholdende, så vi får skabt et festligt og seværdigt show – både for publikum i salen og seerne bag skærmen. Dertil er Pernille en af Danmarks mest velklædte kvinder, og Adam ser forrygende ud i både jakkesæt og smoking, hvilket gør dem til perfekte ambassadører på en aften, hvor vi skal hylde dansk mode og aktørerne bag,” siger Cecilie Christiansen, chefredaktør på ELLE.

I alt 39 personer og brands er indstillet til ELLE Style Awards, bl.a. Årets danske designer, Årets brand og Årets cool kvinde. 13 af de 15 prisvindere udpeges af ELLE Style Awards’ dommerkomité, mens de to sidste særpriser – ”ELLE-prisen” og ”Læser-prisen” – udpeges af hhv. ELLE og ELLEs læsere.

ELLE Style Awards kombinerer awardshowets format med både modeshow og underholdning, og en række kendte danskere vil optræde som presenters og prisuddelere i løbet af aftenen. Modsat tidligere års modeprisuddelinger, vil der til ELLE Style Awards være et begrænset antal pladser tilgængelige for publikum, og prisuddelingen bliver optaget til tv og vises på TV3 den 27. maj 2013.

Se de nominerede til ELLE Style Awards 2013 her.

Køb billet til ELLE Style Awards 2013 her.

 

Fakta om ELLE Style Awards

ELLE Style Awards afholdes den 15. maj 2013 i Skuespilhuset i København i samarbejde med L’Oreal Paris, der er hovedsponsor på prisuddelingen. Dertil har ELLE indgået et tæt samarbejde med Ole Lynggaard Copenhagen, som afholder et eksklusivt mode- og smykkeshow i løbet af aftenen og fejrer deres 50 års jubilæum for alle gæsterne ved den efterfølgende efterfest i Skuespilhuset. Charlotte Lynggaard har endvidere designet selve ELLE Style Awards’ ”statuetten”.

Der inviteres 400 VIP-gæster og 200 billetter er til salg her.   ELLE Style Awards består af tre hoveddele: VIP-middag, awardshow og efterfest.   Til awardshowet uddeles der priser inden for 15 kategorier.   ELLE Style Awards vil blive vist på TV3 den 27. maj 2013.

ELLE Style Awards afholdes i 17 ud af 43 ELLE-lande. Svensk og Engelsk ELLE var nogle af de første til at afholde awardshowet for 16 år siden, som nu også afholdes i bl.a. i Kina, Holland og Finland.

 

Læs mere på www.elle.dk.