Her er de nominerede til årets Heltindepris

18.04.2017

Seks stærke kvinder, som frivilligt har ydet en ekstraordinær indsats inden for det humanitære og sociale område, er nomineret til SØNDAGs Heltindepris, der uddeles den 3. maj. Finalisterne er fundet blandt flere hundrede indstillinger fra SØNDAGs læsere.

For tredje år i træk uddeler ugebladet SØNDAG Heltindeprisen for at hylde de mange frivillige kvinder over hele landet, der hver dag gør en kæmpe forskel for andre mennesker uden at få løn for det. Samtidig skal Heltindeprisen inspirere andre til også at engagere sig i det frivillige arbejde og sætte fokus på den store betydning, som frivilligt arbejde har både lokalt og på nationalt plan.

”De mange fantastiske frivillige kvinder, der hver dag gør en forskel for andre er en gave til velfærdssamfundet, og de fortjener i den grad at blive hædret,” siger SØNDAGs chefredaktør Stinne Bjerre.

Heltindeprisen tildeles på baggrund af de begrundede indstillinger, som familie, venner, bekendte og SØNDAGs læsere har sendt ind i løbet af de sidste fem uger, og finalefeltet for 2017 er udvalgt af en dommerkomité bestående af Mimi Jakobsen, Lisbeth Zornig, Hanne Reintoft og Stinne Bjerre:

Malene Gregaard Wilsly – Powerjobsøgerne

Malene er stifter af Powerjobsøgerne, som er et non profit jobsøgningsnetværk, der har enorm høj succesrate med at skabe nye muligheder for jobsøgende. Hos Malene er alle jobsøgere velkomne – “de stærke”, jobparate, 50+, fleksjobbere, stress – eller depressionsramte, nydanskere, nyuddannede osv. Folk har vidt forskellige kompetencer – men de har det til fælles, at de frivilligt vælger at møde op to dage om ugen og i fællesskab arbejder på hurtigt at komme på arbejdsmarked igen.

Vibeke Bruun – Gribskov hjælper flygtninge

Vibeke, og den organisation hun har været med til at oprette – Gribskov hjælper flygtninge – er helt unik. Fra at have startet tøjindsamling og indbo til nyankomne flygtninge i Gribskov kommune har hendes organisation udviklet en mangfoldighed af tilbud. Sammen med sin mand Palle Bruun og Grete Dybdal Holm er trekløveret at finde hver eneste lørdag formiddag i nogle lokaler på Ramløse Skole, hvor medborgere indleverer alt, hvad flygtninge har brug for. Det er nemt at blive fuldt ekviperet og starte et nyt hjem takket være de mange gavmilde borgere i Gribskov, og takket være mennesker som Vibeke.

Elene Fleischer – NEFOS – Netværket for selvmordsramte

Vi havde den store sorg, at vores søn valgte livet fra d.23/6 2016. To dage efter fik vi besøg af Elene, der er psykolog i organisationen NEFOS, Netværket for selvmordsramte. Hun kom om lørdagen, 2 dage efter vores søns selvmord. Hun var utrolig varm og favnede os alle. Elene er en helt utrolig ildsjæl, vi ved ikke hvordan vi skulle være kommet hertil uden hende. hun har lært os hvordan vi skal håndtere vores dybe sorg, vi kommer aldrig over vores sorg, men Elene har været en kæmpe hjælp.

Kirsten Hermansen – Bryd tavsheden

Foreningen bryd tavsheden blev stiftet af Kirsten Hermansen i 2002. Bryd tavsheden er en forening for voldsramte børn og unge. Vold i Familien og kærestevold er så tabubelagt, at det er svært at tale om for mange børn og unge. Hvis volden skal til livs, skal vi turde tale om den. Bryd tavsheden er med til at forebygge og hjælpe børn og unge ud af volden. Det gør de igennem alle de frivillige inkl. Kirsten, som er en del af bryd tavsheden. Kirsten er en kvinde som har kæmpet en brag kamp for de børn og unge, der ingen stemme har haft selv. Kirsten er en stærk kvinde der ikke lader sig slå ud, hun kæmper for at hjælpe de mange voldsramte børn og unge i Danmark.

Kathrine Eland – Seniorholdet.dk

Fordi hun er en ildsjæl. Hun tilbyder arrangementer, for senior, efterlønner og pensionister. Man kan tage med på udflugter alene, men man er ikke ensom det sørger hun for.

Suzanne Seitzberg Larsen –  Lichen Sclerosus Foreningen

En ildsjæl er en person, der udviser brændende entusiasme eller stor begejstring – og det må man sige Suzanne gør. Suzanne vælger at arbejde målrettet og super professionelt i patientforeningen for sygdommen Lichen Sclerosus til trods for egen sygdom, sygdom i familien og ikke mindst et fuldtidsjob der skal passes ved siden af. Alligevel stiller Suzanne op for at kunne gøre en forskel for de medmennesker der rammes af denne tabubelagte sygdom.

”I lighed med de to foregående år har det været helt utrolig svært at udvælge kun seks kvinder ud af alle de mange hudrede fantastiske indstillinger. De seks finalister har på hver deres uselviske måde gjort en kæmpe forskel gennem det frivillige arbejde, og jeg vil gerne opfordre alle til at vise deres anerkendelse ved at gå ind og stemme,” siger Stinne Bjerre.

Den endelige vinder findes efter en afstemning blandt SØNDAGs læsere, og der kan stemmes online frem til den 23. april 2017. Vinderen offentliggøres den 3. maj.

Om SØNDAGs Heltindepris
Heltindeprisen er stiftet for at hylde kvinder, der yder en frivillig, ulønnet indsats i samfundet, primært inden for sociale og humanitære områder. Prisen gives på baggrund af begrundede indstillinger fra familie, venner, bekendte og SØNDAGs læsere, og de seks finalister udvælges af en dommerkomite bestående af:

MIMI JAKOBSEN, Tidligere generalsekretær for Red Barnet

LISBETH ZORNIG ANDERSEN, Cand. Polit., forfatter, debattør og direktør i Huset Zornig

HANNE REINTOFT, Forfatter, pensioneret socialrådgiver og brevkasseredaktør

STINNE BJERRE, Chefredaktør, SØNDAG

Med Heltindeprisen følger:

  • Et kontantbeløb på 25.000 kroner, som årets heltinde kan donere til den organisation, hun er tilknyttet.
  • Et par unika øreringe designet af Gitte Dyrberg til en værdi af 10.000 kroner.

Tidligere års vindere

2016: Henriette Karlsen modtog sidste år SØNDAGs Heltindepris som stifter af foreningen De Stærke Børn. Foreningen hjælper børn og unge, hvis barndom har været præget af vold, omsorgssvigt og alkohol. Henriette Karlsen var selv et stærkt barn med alkoholiserede forældre, og i dag er hun en stærk kvinde, der kæmper for børn og unge, som har svært ved at råbe op. Foreningen har fået flere samarbejdspartnere, og der er store planer for fremtiden.

2015: Lisbeth Johansen fra Hobro var den første modtager af SØNDAGs Heltindepris. Lisbeth modtog prisen for igennem seks år at have stiftet og drevet hjælpeorganisationen LittleBigHelp, der hver eneste dag kæmper for at redde hjælpeløse børn og kvinder fra et forfærdeligt liv på gaden i Indien med misbrug, vold og sult. Hun rev sit trygge liv i Danmark op med rode og rejste til Indien for at gøre en kæmpe forskel.

Læs mere på www.søndag.dk/heltindepris.

Her fortæller fire frivillige kvinder om, hvorfor de har engageret sig i frivilligt arbejde.

For yderligere information kontakt venligst

Stinne Bjerre
Chefredaktør, SØNDAG
E-mail: stinne.bjerre@aller.com
+45 50 76 15 37

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
E-mail: Kasper.Kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71