Nyt redaktørhold på MAD & BOLIG

07.10.2015

Ulla og Kasper

Mad & Bolig, der er Aller Medias største magasin, har henover sommeren fået ny chefredaktør hentet fra egne rækker og ny boligredaktør, som kommer fra Bo Bedre. Det nye hold skruer op for boligstoffet med flere sider og mere trendbåret indhold.

Ulla Johanne Johansson (41) tiltrådte som ny chefredaktør i maj i år og har pr. 1. august ansat Kasper Foged Rasmussen (44) som ny boligredaktør på Aller Medias største magasintitel Mad & Bolig. Det nye hold tager over efter Charlotte Riparbelli, som sidste år blev magasindirektør med overordnet ansvar for alle Aller Medias magasiner.

Ulla har siden 2011 været redaktionschef på Mad & Bolig. Før det har Ulla bl.a. været involveret i at omlægge printmedier til digitale medier, hun har været digital redaktør på et specialmagasin, nyhedsredaktør på Nyhedsavisen og livsstilsjournalist hos Berlingske Media.

Kasper Foged Rasmussen har en fortid hos konkurrenten Bo Bedre, hvor Kasper har været nyhedsredaktør i syv år samtidig med han havde et overordet ansvar for designstoffet på Costume Living og Nordic Living.

”Jeg er meget stolt over, at jeg har fået ansvaret for udviklingen af et af Danmarks stærkeste magasintitler, hvor ambitionsniveauet og kvaliteten af indholdet er meget højt. Det er et drømmejob fortsat at kunne samarbejde med nogle af Danmarks største talenter og med emner, som fylder meget i rigtig mange menneskers liv,” siger chefredaktør på Mad & Bolig Ulla Johanne Johansson.

Stærk platform for hele huset
I foråret oprettede Aller Media desuden en tværgående boligfagredaktion, som også er under ledelse af Ulla Johanne Johansson. Med den er Aller Medias samlede boligindhold blevet styrket takket være et tæt samarbejde på tværs af Aller Medias brands. Boligfagredaktion tager blandt andet aktivt del i udviklingen af kommercielle samarbejder på tværs af titler som FEMINA, Indret, Mad & Bolig og Isabellas.

”Mad & Boligs redaktion har en utrolig høj faglighed, som kun er blevet styrket med Kasper Foged Rasmussen på holdet. Udover at vi hele tiden skal have fingeren på pulsen og lave indhold af høj kvalitet, kommer vi til at udvikle Mad & Boligs kommercielle potentiale og styrke vores tilstedeværelse på de digitale platforme. Vi oplever en stigende efterspørgsel fra vores annoncører om indholdsdrevet annoncering inden for boligstoffet, og den proces sætter vi os gerne i spidsen af på tværs af hele huset,” siger Ulla Johanne Johansson.

Udover at være til stede på print og digitale platforme afholder Mad & Bolig også en årlig prisuddeling, der sætter spot på unge designere og bæredygtigt design i samarbejde med FSC Danmark.

For yderligere information kontakt venligst

Ulla Johanne Johansson
Chefredaktør Boligfagredaktionen og Mad & Bolig
UllaJohanne.Johansson@madogbolig.dk
+45 41 99 61 33

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef Aller Media
Kasper.kankelborg@aller.dk
+45 26 13 57 71