Otto Leisner-humoren kommer hjem til Familie Journal

18.09.2014

Otto Leisner

Familie Journal har købt de 3000 Otto Leisner-vittigheder, som var under hammeren hos auktionshuset Lauritz.com i tirsdags. Udover at være centrum for lørdagsunderholdningen på DR, var Otto Leisner nemlig også ansat på Familie Journal. Det er hensigten, at de mange vittigheder skal udkomme som små e-bøger med forskellige temaer.

For mange er Otto Leisner indbegrebet af den faste hyggeonkel, der i mange år var omdrejningspunktet for lørdagsunderholdningen på DR, men faktisk var han også fast medarbejder på Familie Journal. Otto Leisner blev ansat på Familie Journal i 1969, hvor han i begyndelsen beskæftigede sig med ”Historiske personligheder”. I 1972 kom ”Os mennesker imellem”, som i mere end 30 år var kernen i det hyggelige ugeblad, hvor læserne kunne sende deres små pudsige og rørende hverdagshistorier og få en veloplagt kommentar fra Otto. Hver uge modtog brevkassen ca. 100 breve.

Anette Kokholm, chefredaktør på Familie Journal, er meget glad for handlen og glæder sig til at byde Otto Leisners 3000 vittigheder velkommen hjem.

”Salget af Ottos vittigheder har skabt en del medieomtale den sidste uges tid, og vi er selvfølgelig meget glade for at kunne afsløre, at de endte hos os. Mange af vittighederne har været brugt i radio og TV, og vi glæder os til at vække dem til live igen,” siger Anette Kokholm.

Hun mener, at Otto Leisner var en mand, der satte sit eget præg på historien og fortsætter:

”Studieværter i min generation husker Otto Leisner som et ikon. I dag kan det virke gammeldags, men han var faktisk en ypperlig vært. Høflig, interesseret, veloplagt og med humor. Han dannede skole, og i mange år hilste værterne på P3 med Ottos ’Gu aften og velkommen’ – både for sjov og i respekt for en mand, der altid tog rummet og var vært med hele sin sjæl.”

Kartoteket med de 3000 vittigheder, som blev solgt på auktion hos Lauritz.com i tirsdags, er opdelt i kategorier som fx vejr, kvinder, ægteskab og jul – temaer som vil danne rammen om de små e-bøger, såkaldte singles, der forventes at udkomme om en måneds tid. Aller Medias innovationsafdeling vil stå for udviklingen af e-bøgerne, som er en del af koncernens strategi om at overføre kernekompetencer til digitale forretninger.

”Vi arbejder benhårdt på hele tiden at udvikle vores kerneforretning, og med købet af Otto Leisners vittigheder får vi nu mulighed for at inddrage vores læsere på en hel ny måde. Vittighederne vil blive publiceret som små e-bøger, som både vil underholde læserne og ikke mindst holde mindet om Otto i live. Læserne af Familie Journal kan også glæde sig til at gense Otto Leisner i spalterne,” forklarer Anette Kokholm.

Vittighederne er solgt af boet efter Otto Leisner, som døde tilbage i 2008.

Kontaktoplysninger
Anette Kokholm
Chefredaktør, Familie Journal
E-mail: anette.kokholm@aller.dk
Mobil: 23 26 11 88