Prisuddeling skal fremme bæredygtigt design

12.11.2014

mb140233 hold øje med vinderen af Mad & Boligs designpris FSC Anne Halsskov

 

For andet år i træk er det lagt i hænderne på danskerne, når Danmarks største talent inden for bæredygtigt design får overrakt Mad & Boligs designpris ved FSC Design Award 2014 torsdag d. 20. november. Som sidste år uddeles FSC Design Award også denne aften, hvor tidligere miljøminister Ida Auken deltager.

Det er danskerne, der bestemmer, hvilken designer der løber af med Mad & Boligs designpris. Vinderen kåres via en afstemning på www.madogbolig.dk/designpris som løber fra torsdag d. 13. til torsdag d. 20. november 2014 kl. 12. Sidste års vinder af Mad & Boligs designpris blev Anne Halskov, som vandt med sin moderne og stringente stol ’Not my Chair’.

I modsætning til Mad & Boligs designpris er det en jury af branchefolk, der står for at udpege en vinder af FSC Design Award, der uddeles for 9. år i træk.

Formålet med de to priser er at udfordre Danmarks design- og arkitektstuderende til at tænke i nye baner og forene bæredygtighed med godt design lavet i træ. Derudover er håbet også, at prisuddelinger som disse vil skabe et øget fokus på bæredygtigt design hos forbrugerne.

”Vi er utrolig glade for, at vi igen i år kan være med til at uddele en pris til Danmarks største bæredygtige designtalent. For Mad & Bolig er det vigtigt at sætte fokus på bæredygtige materialer og påvirke de unge designtalenter til at tænke innovativt i måden at anvende disse materialer på. På den måde håber vi naturligvis også, at Mad & Boligs designpris kan være med til at sprede den bæredygtige tankegang hos både forbrugerne og vores læsere,” siger Charlotte Riparbelli, chefredaktør på Mad & Bolig.

Charlotte Riparbelli håber, at Mad & Boligs designpris kan være med til at give de unge designtalenter et skub i den rigtige retning. Ifølge hende er det nemlig altafgørende at sende spirende designere og arkitekter afsted med en bæredygtig tankegang, der kan være til gavn for os alle på længere sigt.

Også tidligere miljøminister Ida Auken understreger også vigtigheden af formålet med FSC Design Award.

“Ifølge FNs nye klimarapport er rydning og ubæredygtig brug af verdens skove en vigtig del af kilden til klodens klimaproblemer. Samtidig er verdens skove centrale for at bevare en høj biodiversitet, sikre rent drikkevand, arbejdspladser og gode levevilkår for nogen af verdens fattigste. Derfor er FSC Danmarks arbejde med at øge opmærksomheden på situationen i verdens skovområder blandt arkitekt- og designstuderende super vigtigt. FSC Design Award klæder fremtidens trendsættere og medbestemmere på til at træffe gode valg af træ, som støtter klodens skove frem for at nedbryde dem,” forklarer hun.

Ida Auken deltager i FSC Design Award, og fortæller, at hun glæder sig til at møde de mange engagerede designstuderende, som deltager.

Et vigtigt springbræt

Omkring 110 af Danmarks design- og arkitektstuderende har haft frie hænder til at skabe et design i FSC-certificeret træ til konkurrencen.

”Det var fantastisk at vinde Mad & Boligs designpris sidste år. Det skabte en masse omtale omkring mig og min designidentitet, men vigtigst af alt, så er det virkelig skønt at mærke, at folk kan lide det, jeg designer. Jeg lægger mit hjerte og sjæl i de ting, jeg laver, og at vinde Mad & Boligs designpris, som jo er en læserbestemt pris, det var virkelig stort!” fortæller Anne Halskov.

Siden Anne vandt i 2013 har hun lavet flere små ”gør det selv”-projekter for Silvan og løst mange boligstyling-opgaver for både virksomheder og private. Sideløbende med Mad & Boligs designkonkurrence deltog hun nemlig også i TV 2-programmet Nybyggerne, som hun vandt. For sidste års vinder har både designprisen og programmet været et vigtigt springbræt.

”Som designer er det enormt vigtigt, at ens ting bliver set, og både Mad & Boligs designpris og Nybyggerne har været et godt skub i den rigtige retning imod at få mine designs og drømme ført ud i livet,” siger Anne Halskov.

Vinderen af Mad & Boligs designpris afgøres via en afstemning på www.madogbolig.dk/designpris, der løber fra torsdag d. 13. til torsdag d. 20. november 2014 kl. 12. Prisen overrækkes d. 20. november i Aller Medias hovedsæde på Havneholmen i København og kan følges live fra kl. 15:30 til 16:30 på www.madogbolig.dk.

 

Om FSC

FSC står for Forest Stewardship Council og er en global non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC-mærket sidder på produkter af træ fra bæredygtige skove, hvor dyr og planteliv bliver beskyttet, og de mennesker, der arbejder i skoven, får uddannelse, sikkerhedsudstyr og en ordentlig løn. Alle typer skov kan FSC-certificeres – lige fra nordiske nåleskove til tropiske regnskove.

Det danske kontor FSC Danmark står sammen med partnerne WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove bag konkurrencen, som Mad & Bolig for andet år i træk er mediepartner på. Læs mere på www.fsc.dk/designaward og på www.madogbolig.dk/designpris

Sidste års vinder af FSC Design Award var Adam Holst Hoffbecks for sit minimalistiske garderobesystem i egetræ og læder.

 

Kontaktoplysninger

Charlotte Riparbelli
Chefredaktør, Mad & Bolig
Mobil: 40 34 46 15
E-mail: charlotte.riparbelli@aller.dk

Medier, der har interesse i at overvære prisuddelingen, kontakt venligst kathrine.thomsen@aller.dk.