RETRO – Nyt Aller-magasin

14.12.2015

Forside-RETRO

Aller Media lancerer nyt magasin om retro-stilen. Første nummer findes som sampak med Antik&Auktion og kan findes i kioskerne nu.

Antik&Auktion RETRO er et helt nyt specialmagasin til læseren, der er vild med retro-stilen. Den festlige, farverige og livsglade stil, som i dag forbindes med design, møbler, brugskunst, tekstiler og accessories fra 1940’erne til 1980’erne. Formålet med Antik&Auktion RETRO er at dyrke svagheden for orange glaslamper, Confetti-stel, pindestole, pudderdåser og alle andre genstande, som hører retro-perioden til.

”Retro-stilen taler med sit festlige og hyggelige udtryk til sanserne – men Antik&Auktion RETRO taler også til forstanden. Magasinet udtrykker videbegær om den spændende stil-periode med uddybende artikler indenfor alle genrer. Indholdet går i dybden med historien bag den enkelte sofa, skål og vase. RETRO indeholder artikler om tidens dygtige designere, og bagrunden for genialt designs tilblivelse med tidslinjer og massere af fakta.” siger Susanne Jørgensen, chefredaktør på RETRO Antik&Auktion.

Bladet er rigt på praktiske oplysninger til brug i jagt på retro-klenodier. Hvor er de bedste loppemarkeder? Hvilke retro-butikker er et besøg værd?  Hvor skal du tage hen, hvis du vil lede efter retro-ting i udlandet? Hvad skal du betale for en original Lyngby-vase eller en Bamse-stol?  Dét stiller Antik&Auktion RETRO svar på.

RETRO giver skøn inspiration til boligindretning med både originalt og ny-produceret retro-design.

Hvert nummer indeholder:

  • Reportager fra inspirerende retro-hjem
  • Viden om retro-ting
  • Hot retro lige nu
  • Shopping-tips
  • Mød passionerede retro-elskere

Bladet udgives 4 gange årligt og vil være sampak med Antik&Auktion, femina (nr. 16, 2016) og Mad&Bolig (nr. 8, 2016).