Tre DR-dokumentarer kæmper om BILLED-BLADETS TV-GULD

28.02.2018

Fotomontage: Foto DR

Det er tre DR-dokumentarer, der dyster om landets største TV-pris, når årets bedste tv-dokumentar skal findes ved BILLED-BLADETS TV-GULD fredag aften på Hotel d’Angleterre i København.

“De sidste mænd i Aleppo”, “De skjulte talenter” og “Statsministrene” er dette års nominerede, når BILLED-BLADETS TV-GULD for Årets TV-dokumentar bliver uddelt for 29. gang. Det sker fredag den 2. marts ved den traditionsrige og eksklusive gallafest på Hotel d’Angleterre, hvor hele den danske TV-branche er samlet.

Dokumentarprisen er blevet uddelt siden 1989, og med prisen følger 100.000 kroner, som har til formål at støtte produktionen af danske tv-dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.

Årets kandidater til den eftertragtede TV-GULD-pris er indstillet af de danske tv-stationer, mens det er en komité bestående af formand Mads Egmont Christensen, instruktør Bille August, skuespiller Cecilie Stenspil, instruktør Søren Kragh-Jacobsen, direktør Bent Fabricius-Bjerre, producent Per Holst, executive producer Karen Boel Holst, cand.mag. Preben Wilhjelm og chefredaktør Annemette Krakau, der har udvalgt de nominerede.

– I år har komiteen set og vurderet 22 tv-dokumentarer, som er blevet indstillet af Danmarks Radio og TV2. Som det har været tilfældet de foregående år, er der generelt tale om skildringer af høj kvalitet, hvor dokumentaristerne blandt andet behersker de nye tekniske muligheder fra droner i oversigtsbilleder til små, lette kameraer, der som “fluer på væggen” følger filmenes hovedpersoner og medvirkende på tætteste hold og faktisk overalt på kloden, siger Mads Egmont Christensen og fortsætter:

– Men også i indholdsmæssig forstand kommer vi som seere vidt omkring, og på den måde oplever vi, at filmene for størstedelens vedkommende lever op til genrens unikke position i vor tids ofte helt uoverskuelige mediebillede. Nemlig at tv-dokumentaren skal være en form for moderne essay i lyd og billeder, hvor den omhyggeligt gennemarbejdede skildring af vigtige sociale, kulturelle og politiske samfundsforhold står i centrum, slutter han.

Sidste år gik BILLED-BLADETS TV-GULD og de 100.000 kroner til TV2-dokumentaren ‘Dem vi var’. Historien om parret, der lever et helt almindeligt liv, indtil den dengang 39-årige Kristian pludselig rammes af en blodprop, der beskadiger en tredjedel af hans hjerne, og dermed ændrer parrets liv radikalt.

De nominerede til BILLED-BLADETS TV-GULD for Årets bedste TV-dokumentar er:

(I vilkårlig rækkefølge)

DE SIDSTE MÆND I ALEPPO (DR2)

DE SKJULTE TALENTER (DR1)

STATSMINISTRENE (DR1)

Udover prisen Årets TV-dokumentar uddeles BILLED-BLADETS TV-GULD også til Årets kvindelige og mandlige nyhedsværter, Årets kvindelige og mandlige underholdningsværter, Årets kvindelige og mandlige sportsværter samt Årets TV-program og Årets nye TV-program.

Følg med live fra den røde løber

BILLED-BLADET sender direkte fra den røde løber. Følg med fredag den 2. marts fra kl. 17.10 på billedbladet.dk og på BILLED-BLADETs Facebookside.

#TVGULD

For yderligere information, kontakt venligst

Mads Egmont Christensen

Formand, BILLED-BLADETS TV-GULD-komité

Mecanofilm@mail.dk

+45 26 15 09 70

Annemette Krakau

Chefredaktør, BILLED-BLADET

Annemette.Krakau@billed-bladet.dk

+45 20 90 10 21

Magnus Hviid

Kommunikationschef, Aller Media A/S

magnus.hviid@aller.com

+45 28 72 63 85