Ugeblad lancerer Danmarks første plus size-magasin

12.03.2015

bjornJule_03På mandag kommer Danmarks første plus size-magasinet ”Kvinder med kurver” på gaden. Det udkommer sammen med ugebladet SØNDAG. Omdrejningspunktet for ”Kvinder med kurver” er modeinspiration og relevant stof, der henvender sig til kvinder over 40 år, som bruger størrelse 44 eller derover.

I næste uge vil ”Kvinder med kurver” for første gang være at finde på hylderne sammen med ugebladet SØNDAG. ”Kvinder med kurver” er Danmarks første plus size-magasin og henvender sig til kvinder over 40 år, som bruger størrelse 44 eller derover. Magasinet vil være spækket med masser af modeinspiration, og den primære ambition er at give læserne brugbare og moderigtige tips til, hvad der klæder deres former – til en overkommelig pris. Magasinet indeholder også vedkommende artikler samt inspiration til makeup og hudpleje.

”Vi har i flere år leget med tanken om et plus size-magasin, så derfor er jeg naturligvis meget glad for, at vi nu kan sende det første eksemplar af ”Kvinder med kurver” på gaden. Plus size-kvinder fylder mere og mere i modebilledet, men i Danmark er der endnu ingen magasiner eller ugeblade, der helt konsekvent henvender sig til denne målgruppe. Det er det, vi gør med vores nye magasin,” forklarer Stinne Bjerre, chefredaktør på SØNDAG.

For SØNDAG er det vigtigt at slå på tromme for naturlige kvindeformer, og det nye plus size-magasin ligger i klar forlængelse af ugebladets konsekvente beslutning om ikke at bruge professionelle modeller på deres modesider. SØNDAG har tidligere haft fokus på plus size-mode i bladet, men nu styrkes dette fokus altså yderligere.

”Vi elsker kvinder som de er, og derfor bruger vi almindelige, smukke voksne kvinder i alle udgaver som modeller, fordi vi mener, at det er vigtigt, at vores læsere bliver inspireret af kvinder, de kan identificere sig med. Derfor er vi også meget stolte af at kunne præsentere ”Kvinder med kurver”, da vi ved, at mange plus size-kvinder oplever, at det er svært at finde inspiration til at klæde sig smart og kvindeligt, når man bruger størrelse 44 eller derover,” uddyber Stinne Bjerre.

Ambitionen er, at ”Kvinder med kurver” fremadrettet skal være en integreret del af SØNDAGs univers. Den første udgave af plus size-magasinet kan købes sammen med SØNDAG fra på mandag den 16. marts 2015 og en uge frem.

 

Kontaktoplysninger

Stinne Bjerre
Chefredaktør, SØNDAG
Mobil: 50 76 15 37
E-mail: stinne.bjerre@aller.dk

Kathrine Kirkeby Thomsen
Pressekontakt, Aller Media A/S
Mobil: 60 66 10 42
E-mail: kathrine.thomsen@aller.dk