I/S Ugebladsdistributionen laver aftale med Bonnier og Benjamin

20.02.2015

I/S Ugebladsdistributionen, som er ejet af Aller Media A/S og Egmont Publishing A/S, har indgået aftale om løssalgsdistribution for Bonnier Publications International AS og Benjamin Media A/S.

Der er oplagte synergier at udnytte på både distribution og returbehandling – og kategorien læsestof vil blive lettere at håndtere for detailhandlen. Sådan lyder det fra UBD’s adm. direktør Kim Holten Larsen om den nye aftale som betyder, at UBD, som distribuerer for de to ejere Egmont og Aller, fra marts 2016 også vil stå for løsslagsdistributionen for både Bonnier og Benjamin.

”Vi er hos UBD naturligvis både glade og stolte over at kunne præsentere en aftale med Bonnier og Benjamin. Markedet gør, at kategorien og dermed de ydelser, der er forbundet med hhv. distribution, returbehandling og fakturering, er under pres. Vi vil med denne aftale tage et medansvar og forsøge at få det bedste ud af den nuværende situation ved at se på både omkostningerne og den daglige håndtering i detailhandlen,” siger UBD’s adm. direktør Kim Holten Larsen.

Stærk partner for dagligvarehandlen

Adm. direktør Niels Jespersen fra Bonnier Publications International AS er tilfreds med, at der nu er lavet en aftale omkring løssalgsdistribution af selskabernes titler:

”Vi har gennem længere tid haft et ønske om at skabe et distributionssamarbejde i hele magasin- og ugebladsbranchen, så vi i fællesskab kan udvikle og smidiggøre den operation, som dagligt er en del af detailhandlens og udgivernes udfordringer. At dette nu er lykkedes i samarbejde med UBD er vi naturligvis tilfredse med, idet vi mener, at en samlet distribution via UBD vil gøre, at vores magasiner kommer til at stå stærkest muligt i handelen”.

Klaus Høgh-Hagensen, adm. direktør i Egmont Publishing A/S og Pål Thore Krosby, adm. direktør i Aller Media A/S ser begge aftalen mellem UBD og Bonnier og Benjamin som et vigtigt skridt imod at skabe en stærk partner for dagligvarehandlen inden for håndteringen af læsestof.

”UBD laver naturligvis også gerne distributionsaftaler med andre udgivere, hvis de måtte ønske det,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

 

For yderligere information kontakt:

adm. direktør I/S Ugebladsdistributionen, Kim Holten Larsen, kimhl@ubd.dk, mobil 20 15 64 58

adm. direktør Egmont Publications A/S, Klaus Høeg-Hagensen, khh@egmont.com

adm. direktør Aller Media A/S, Pål Thore Krosby, krosby@aller.dk

adm. direktør Bonnier Publications International AS , Niels Jespersen, niels.jespersen@bonnier.dk

 

UBD ejes af Aller Media A/S og Egmont fonden. UBD beskæftiger ca. 70 medarbejdere.

 UBD distribuerer ejernes produkter (ugeblade, magasiner og forlagsvarer) ud til ca. 5.000 forhandlere i Danmark, Færøerne og Grønland. – I alt 70-80 millioner eksemplarer pr. år.