Undersøgelse bekræfter: Unge piger har et problematisk forhold til deres krop

29.04.2016

SmukSort

En stor undersøgelse, som pigebladet Vi Unge har gennemført, viser, at piger helt ned til 12 års alderen har et problematisk forhold til deres krop, og hele 59% af de 12-16 årige føler sig begrænset af deres udseende. Det populære pigeblad vil vende den negative tendens med ny kampagne.

Gymnasier sætter badeforhæng op, fordi eleverne er flove over deres krop, danske teenagere har Europarekord i slankekure, og den generelle kropsopfattelse blandt unge er skudt tilbage til tiden før den seksuelle frigørelse. Det bekræftes i en stor undersøgelse, som ungdomsmagasinet Vi Unge, har gennemført blandt 1.000 piger i alderen 12-16 år.

De nedslående resultater fra undersøgelsen viser, at 76% af de adspurgte piger ville ændre noget ved deres krop, hvis de kunne. 59 % lader sig begrænse i deres liv, fordi de er utilfredse med deres krop eller udseende, mens 36% føler, at deres krop eller udseende vil blokere for deres fremtidsdrømme. 37 % siger at de har undladt at gå i bad efter idræt, og 33 % svarer, at de af samme grund afholder sig fra at bade på stranden om sommeren. Chefredaktør på Vi Unge, Julie Lund Mikkelsen, er ikke overrasket over resultatet, men undersøgelsen var det sidste skub, der skulle til, for at få bladet til for alvor at sætte fokus på emnet og gøre noget ved problematikken:

”Hver dag får Vi Unge mange beskeder fra piger, der på den ene eller den anden måde er utilfredse med sig selv, deres krop og måden, de ser ud på. Men det var først, da vi fik resultaterne fra vores egen undersøgelse, at det for alvor gik op for os, hvor stort et samfundsproblem det er. Det er rigtig triste tal, og vi lancerer derfor kampagnen ”Du er smuk, som du er” for at løfte det ansvar, vi har som Danmarks største pigeunivers,” siger Vi Unges chefredaktør, Julie Lund Mikkelsen og fortsætter:

”Som en del af kampagnen lancerer vi en række nye positivt rettede initiativer både i bladet og på sociale medier for at nuancere debatten om perfekthedskulturen og hjælpe unge piger med at acceptere sig selv. Det handler meget om styrke de ungers pigers selvværd og ændre den negative kropsopfattelse, som er blevet ’the new normal’.”

Mor er rollemodel på godt og ondt
I undersøgelsen spørger Vi Unge også ind til, hvem der i dagligdagen er de danske pigers rollemodel. Her angiver 22% at deres mor er deres største rollemodel, 17% ser op til deres idol, 14% svarer deres bror eller søster og 8% har en veninde som rollemodel.

Et svar der tydeligt peger i én retning: Hvis vi skal have ændret denne triste tendens, må vi også have mødrene på banen – for en mor med dårligt selvbillede, sender utilfredsheden videre til barnet.

”Det er altafgørende, at vi som mødre lærer at elske og omfavne vores krop, som den er. Og det ikke kun for vores egen skyld! Hvis vi ikke gør det, går det tydeligvis ud over vores døtre,” siger chefredaktør for FEMINA Camilla Kjems og fortsætter:

”Vokser man op med en mor, der evindeligt er på slankekure, er utilpas ved sin krop og lader sig begrænse af det ved aldrig at vise sig i bikini eller gå i svømmehallen, så er det klart at det smitter af på datteren. Det er Vi Unges undersøgelse jo et tydeligt belæg for. Den naturlige nøgne krop, er gået hen og blevet det nye tabu! Jeg synes, det er DYBT tragisk. Selvfølgelig er det fint at være blufærdig, men når det sætter sig på selvværdet og lysten til at nyde livets glæder og dyrke motion, er der altså noget galt i Danmark!”

Om undersøgelsen:
Vi unge fik sidste år gennemført en repræsentativ undersøgelse om unge pigers opfattelse af deres udseende og krop. I alt deltog 1.000 piger mellem 12-16 år i undersøgelsen. Alle respondenterne er rekrutteret via Vi Unges Facebook side, mens det er analyseinstituttet Nordstat, der har stået for dataindsamlingen. Data fra respondenterne er efterfølgende blevet vægtet, så de er repræsentative med danske piger 12-16 år.

Du er smuk, som du er
Vi Unge arbejder hver dag på at få alle danske teenagepiger til at acceptere sig selv og få dem til at indse, hvor smukke, fantastiske og unikke de er! De skal se sig selv i spejlet med et smil på læben og en rank ryg.

I forlængelse af undersøgelsen lanceres kampagnen ”Du er smuk, som du er”, som skal hjælpe med til at ændre teenagepigernes opfattelse af sig selv. Som en del af kampagnen vil Vi Unge fremover fast sætte fokus på agendaen både i Vi Unge-magasinet, på viunge.dk og på de sociale medier. Derudover vil der blive lanceret en ny Snapchat-profil, @duersmuksnap, som skal hjælpe med at booste brugernes selvværd.

Læs mere på www.viunge.dk.

For yderligere information kontakt venligst

Julie Lund Mikkelsen
Chefredaktør Vi Unge
julie@viunge.dk
+45 50 76 15 96

Camilla Kjems
Chefredaktør Femina
camilla.kjems@femina.dk
+45 22 73 33 96

Kasper Kankelborg
Kommunikationschef, Aller Media A/S
kasper.kankelborg@aller.com
+45 26 13 57 71