Ung designstuderende vinder bæredygtig designpris

21.11.2014

Prisoverrækkelse

 

Mad & Boligs designpris går til 23-årige Michael Daae Christensen, designstuderende på TEKO i Herning, som vinder med læsestolen ’Story Time’ lavet i 100 % FSC-certificeret egetræ.

I går blev Mad & Boligs designpris overrakt til Danmarks næste bæredygtige designtalent ved FSC Design Award i Aller Huset, og det var den 23-årige designstuderende Michael Daae Christensen, der løb med sejren. Mad & Boligs designpris er en læserpris, så det er magasinets læsere, der i den seneste uge har stemt på deres favoritdesign blandt de 74 værker, som Danmarks design- og arkitektstuderende har skabt i FSC-certificeret træ.

Michael Daae Christensen, der oprindeligt er fra Vallensbæk, studerer til dagligt på TEKO Design & Business School i Herning. Han vandt med sit design ’Story Time’ som er en læsestol med fokus på hygge og komfort. Med det store sæde og de store rygpuder kan man kravle op i stolen og forsvinde ind i sin egen lille hule.

Læsestolen ’Story Time’ er en del af Michael Daae Christensens bachelorprojekt, som han afleverede tidligere på ugen, og udover læsestolen indeholder produktserien også en bogreol og en lampe.

”For mig er det noget helt specielt at læse og fordybe sig i en bog, og jeg synes, at det er vigtigt, at børn får gode læsevaner. Det er så ærgerligt, at alting skal foregå på iPad’en, så jeg ville gerne skabe en stol, der indbyder til ro og hygge – et særligt øjeblik. Jeg er meget stolt over og glad for at have vundet Mad & Boligs designpris, og jeg håber, at designprisen kan være et springbræt til at vække potentielle producenters interesse,” uddyber Michael Daae Christensen.

Bæredygtighed og genanvendelse har været en essentiel del af hele designprocessen. Michael Daae Christensen forklarer:

”Det har været vigtigt for mig at skabe et bæredygtigt design, der udnytter materialerne så optimalt som muligt, men som også er produktionsvenligt og materialebevarende. Læsestolen kan flatpackes, hvilket vil sige, at alle dele af stolen kan skilles ad og pakkes, så de fylder så lidt som muligt. Alle materialerne kan også skilles fra hinanden, så de hver især kan genbruges i deres naturlige kredsløb. Derudover har jeg designet stolen ud fra dimensioner, der passer til en pallestørrelse, hvilket gør hele transporten så miljøvenlig som mulig.”

Mad & Boligs designpris blev overrakt af redaktionschef Ulla Johanne Johansson, som er meget begejstret for årets bæredygtige vinderdesign.

”Først og fremmest vil jeg gerne ønske Michael stort tillykke med designprisen. Michael har virkelig formået at designe et produkt, der uden tvivl lever op til sit navn og som giver en lyst til at slænge sig med en god bog eller et inspirerende magasin. ’Story Time’ indbyder i allerhøjeste grad til hygge, fordybelse og et roligt øjeblik, hvilket må siges at være meget eksklusivt og unikt i en verden, hvor alting omkring os går utrolig hurtigt,” siger Ulla Johanne Johansson.

Det er andet år i træk, at Mad & Bolig uddeler sin designpris til et ungt designtalent ved FSC Design Award, som blev afholdt for 9. gang. Formålet med begge prisuddelinger er at udfordre Danmarks design- og arkitektstuderende til at tænke i nye baner og forene bæredygtighed med godt design lavet i træ. Derudover er håbet også at påvirke designere og arkitekter til at gå nye veje og inspirere forbrugerne til at tænke bæredygtighed ind i deres forbrug.

Sidste års vinder af Mad & Boligs dengang nystiftede designpris blev Anne Halskov, som vandt med sin moderne og stringente stol ’Not My Chair’ lavet af overskudstræ fra egegulve.

Foto: FSC Danmark

 

Om FSC

FSC står for Forest Stewardship Council og er en global non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC-mærket sidder på produkter af træ fra bæredygtige skove, hvor dyr og planteliv bliver beskyttet, og de mennesker, der arbejder i skoven, får uddannelse, sikkerhedsudstyr og en ordentlig løn. Alle typer skov kan FSC-certificeres – lige fra nordiske nåleskove til tropiske regnskove.

Det danske kontor FSC Danmark står sammen med partnerne WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove bag konkurrencen, som Mad & Bolig for andet år i træk er mediepartner på. Læs mere på www.fsc.dk/designaward og på www.madogbolig.dk/designpris.

 

Kontaktinformation
Ulla Johanne Johansson
Redaktionschef, Mad & Bolig
Mobil: 41 99 61 33
E-mail: UllaJohanne.Johansson@madogbolig.dk