Vestager løber mod sclerose til Femina Kvindeløb

22.05.2014

2e04a9_Femina_Kvindel_b_Herning_2014

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager løber med, når Femina igen i år byder tusindvis af københavnere velkommen til årets kvindeløb i København. I år sætter løbefesten fokus på sygdommen sclerose, som hver deltager har haft mulighed for at starte en indsamling til.

Femina Kvindeløb kommer traditionen tro til København, hvor tusindvis af københavnske kvinder løber med på en smuk rute i Fælledparken den 25. og 26. maj. I år sætter Danmarks største og hyggeligste løbefest fokus på sygdommen sclerose, der i Danmark særligt rammer kvinder. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager løber med for at støtte sagen.

“Det er et beskedent bidrag at kunne løbe en tur for at markere kampen imod en alvorlig og frygtet sygdom som sclerose. Derfor håber jeg også, at Femina Kvindeløb kan samle rigtig mange penge ind til forskning i sygdommen, der desværre især rammer yngre kvinder med hele livet foran sig,” siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der løber med i Fælledparken søndag den 25. maj.

Alle deltagere i Femina Kvindeløb har som noget helt nyt haft mulighed for at starte en personlig indsamling til Scleroseforeningen i stedet for at købe en almindelig billet. På den måde kan deltagerne løbe for en god sag og være med til at indsamle penge til Scleroseforeningens arbejde. Allerede har deltagerne i Femina Kvindeløb samlet over 170.000 kroner ind.

”For os handler Femina Kvindeløb om at fejre livet og sundheden med hinanden, og derfor er vi rigtig glade for i år at kunne give et bidrag til en vigtig sag,” siger chefredaktør Camilla Kjems.

Når den store løbefest bliver skudt i gang, er det med en skøn blanding af hyggeligt samvær, smukke løberuter rundt på Østerbro og omegn, god shopping, lækre goodiebags og flotte præmier. Og med de tre forskellige ruter på henholdsvis 5 km løb, 10 km løb og 5 km gang kan alle være med uanset kondital.

”De fleste kvinder kender til at udskyde motionen, men vi oplever, at det sociale ved at løbe sammen hjælper os med at prioritere motion. Vi håber derfor, de københavnske kvinder vil bruge Femina Kvindeløb som en motivationsfaktor til at komme i gang med træningen i fællesskab,” siger chefredaktør Camilla Kjems.

Søndag den 25. maj løber også Bente Overgaard, koncerndirektør i Nykredit, og Katja Moesgaard, adm. direktør i DBU, med Femina Kvindeløb for at støtte sclerose.

Når Femina Kvindeløb finder sted mandag den 26. maj deltager satirikeren Ellie Jokar, sangerinden Karen og studievært Thomas Madvig også for at støtte Scleroseforeningen.

I år er der rekordmange løbebyer, når Femina afholder kvindeløbet hele syv steder: Aarhus, Haderslev, Herning, Aalborg og Slagelse foruden København. Det er 15. gang, at løbet afholdes.

Adresse
Stævnepladsen vil ligge i Fælledparken på Østerbro på Blegdamsfælleden tæt ved Café Pavillonen.

Program den 25. maj
Kl. 9.30 Pladsen åbner
Kl. 11.00 De første løbere bliver sendt af sted
Kl. 13.00 De sidste løbere kommer i mål
Kl. 13.30 Præmieoverrækkelse fra bl.a. Apollo, Lene Bjerre, Ilse Jacobsen, ID Hair og New Balance

Program den 26. maj
Kl. 17.00 Pladsen åbner
Kl. 18.30 De første løbere bliver sendt af sted
Kl. 20.30 De sidste løbere kommer i mål
Cirka kl. 20.45 Præmieoverrækkelse fra bl.a. Apollo, Lene Bjerre, Ilse Jacobsen, ID Hair og New Balance