Her er vinderne af årets mest prestigefyldte modepriser

18.05.2016

Winners-ESA-Web

Den danske modebranche blev i aftes hædret ved ELLE Style Awards 2016 i DRs Koncertsal, hvor branchens største talenter og bedste brands blev kåret. Prisen for årets brand gik til By Malene Birger, mens årets designer blev Ole Yde. Popikonet Christopher kan pryde sig med titlen som årets mand, mens den prestigefyldte og helt særlige ELLE-pris gik til den internationalt anerkendte danske fotograf Signe Vilstrup, der er en af Danmarks vigtigste modefotografer med en stor international karriere.  

For fjerde år i træk afholdte den danske udgave af det internationale modemagasin ELLE sin årlige modeprisuddeling, da DRs Koncertsal her til aften udgjorde rammerne for ELLE Style Awards 2016. Cremen af den danske modebranche var sammen med en lang række modebevidste brancheprofiler og kendte samlet for at opleve det elegante show og hylde årets 16 vindere, som talte både nye og etablerede navne.

Prisen for årets mode- og beautyfotograf gik til Henrik Bülow, der har to årtiers flot karriere i både dansk og internationalt regi bag sig, mens den talentfulde Sine Ginsborg løb med titlen som årets makeup-artist for anden gang. Årets brand blev By Malene Birger, der med et chefskifte i det forgangne år, har ført brandet ind i en ny spændende æra med stor respekt for modehusets unikke arv. En af modebranchens darlings og repræsentanter på den parisiske showkalender, Ole Yde, vandt prisen som årets designer for sin mageløse tilgang til skrædderkunst og moderne kjoledesign. Gucci modtog prisen som årets internationale brand for sin revolutionerende nyfortolkning af sit design-DNA og neo-romantiske univers, der har taget verdens modeelskere og -medier med storm, mens en af dansk modes egne legender, Lotte Freddie, blev kåret som årets modeformidler.

Et af aftenens mange højdepunkter var uddelingen af ELLE-prisen, som er en af de tunge priser ved ELLE Style Awards. ELLE-prisen gives til en kendt modepersonlighed, som engagerer sig i – og har stor betydning for – moden i Danmark, og udvælges eksklusivt af ELLE-redaktionen. I år gik prisen til en meget rørt Signe Vilstrup, som i det sidste årti har været en Danmarks stærkeste repræsentanter i den absolutte top af internationale modefotografer, hvor hun med sit unikke kreative talent og kompromisløse tilgang skaber magiske billeder for store titler som ELLE, Vanity Fair og Vogue.

Nørgaard paa Strøgets 101’eren blev Årets Uundgåelige, fordi den stribede klassiker endnu engang har gjort comeback på modescenen og er blevet modtaget af en ny generation af kvinder som en fast del af deres garderobe. Prisen er ELLEs læserpris: 100% afgjort via afstemning på elle.dk. Årets Stilikon blev modeentreprenøren Pernille Teisbæk, der med cool signaturstil har skabt en fantastisk karriere som international IT-girl, stilikon, designer og stylist med tusindvis af dedikerede følgere på de sociale medier.

Årets CSR-pris gik til livsstilsforhandleren River and Raven for deres bæredygtige katalog som beviser, at man kan være miljøbevidst uden at gå på kompromis med æstetik og design.

Højt niveau i dansk mode

Cecilie Ingdal, chefredaktør på ELLE, var både stolt, rørt og glad efter en vellykket prisuddeling:

Mode er noget som har en stor indflydelse i alle livets facetter og inspirerer os alle på mange planer. Det er en fornøjelse og en ære endnu engang at hylde de allerbedste inden for hver af deres respektive felter og give noget igen til en branche, som er med til at sætte Danmark på verdenskortet. I år var fjerde gang, vi kunne byde velkommen til ELLE Style Awards, og endnu en gang er jeg imponeret over det høje niveau, som dansk mode holder, ”udtaler Cecilie Ingdal.

Værtsrollen blev indtaget af den flamboyante radio- og TV-presenter Peter Falktoft som underholdt de mange gæster i DRs Koncertsal med et glimt i øjet i mellem aftenens mange priser og indslag. Til at præsentere de 16 priser var blandt andre TV-personlighed og Baronesse Caroline Fleming, skuespiller Birgitte Hjorth-Sørensen og sangerinde Oh Land, og showet bød på to storslåede modeshows samt liveoptræden fra Pernille Rosendahl og Aura.

ÅRETS VINDERE

ÅRETS MODEL: Regitze Christensen

ÅRETS STYLIST: Kathrine Agger

ÅRETS HÅRSTYLIST: Henrik Haue

ÅRETS MAKEUPARTIST: Sine Ginsborg

ÅRETS MAND: Christopher

ÅRETS MODE- OG BEAUTYFOTOGRAF: Henrik Bülow

ÅRETS INTERNATIONALE MODEHUS: Gucci

ÅRETS DESIGNER: Ole Yde

ÅRETS BRAND: By Malene Birger

ÅRETS SMYKKEBRAND: Marlene Juhl Jørgensen

ÅRETS STILIKON: Pernille Teisbæk

ÅRETS CSR-PRIS: River and Raven

ÅRETS MODEFORMIDLER: Lotte Freddie

ÅRETS ACCESSORYBRAND: Yvonne Koné

ÅRETS UUNDGÅELIGE: 101’eren – Nørgaard paa Strøget

ELLE-PRISEN: Signe Vilstrup

 

Fakta om ELLE Style Awards 2016

ELLE Style Awards blev afholdt første gang i Danmark i 2013, hvor prisuddelingen fandt sted i Skuespilhuset i København. ELLE Style Awards er internationalt anerkendt og afholdes i flere af de 46 ELLE-lande, blandt andet Storbritannien, Kina og Sverige.

Til ELLE Style Awards 2016 blev der uddelt priser inden for følgende kategorier:

Årets brand, Årets designer, Årets modeformidler, ELLE-prisen, Årets stylist, Årets modefotograf, Årets makeupartist, Årets Uundgåelige, Årets stilikon, Årets internationale modehus, Årets hårartist, Årets smykkebrand, Årets mand, Årets CSR-pris, Årets accessorybrand, Årets model.

Georg Jensen og L’Oréal Paris er hovedsponsorer til ELLE Style Awards 2016. Georg Jensen, der har en lang tradition for at støtte og hylde talentfulde designere, står desuden bag den nye statuette til prisuddelingen.

L’Oreal Paris stod for hår og makeup looks på modeshows og var vært for en VIP-lounge på Hotel Crowne Plaza, hvor udvalgte kendisser og ELLE-redaktionen blev stylet af L’Oreal Paris.

Følgende virksomheder er også sponsorer af ELLE Style Awards 2016:

Air France, Magasin, Ford, Moët, Egekilde, Fredericia Furniture, Helene Blanche fra Tapet Cafe, blomsterdesigner Annette von Einem, Egetæpper, Tommi’s Burger Joint, 360 grader catering og Vesterkopi.

Følg med på:

www.ELLE.dk/ELLE-Style-Awards

www.facebook.com/ELLEDenmark

instagram.com/ELLEDanmark

#ElleStyleAwards2016

For yderligere information kontakt venligst

Cecilie Ingdal
Chefredaktør ELLE Danmark
Cecilie.Ingdal@aller.com

Stine Holte Jensen
Pressekontakt, ELLE Style Awards 2016
shj@prdagency.com
+45 29 99 01 02