Aller Media henter ny marketingdirektør

Anthony Lim er pr. 1. februar 2019 ny marketingdirektør i Aller Media.

Den 1. februar tiltræder Anthony Lim som marketingdirektør i Aller Media. Anthony kommer fra en stilling som marketingdirektør i Discovery Networks.

Anthony Lim startede sin karriere i mediebureau-branchen som Research Manager i Carat Danmark. I 2003 skiftede han til telebranchen, først i Orange Group, inden han flyttede til Telia og siden Call me. I 2011 tiltrådte han stillingen som salgs- og marketingdirektør i Call me. I slutningen af 2017 skiftede han til Discovery Networks, hvor han frem til december 2018 har været marketingdirektør.

- Vi er enormt glade for, at vi med Anthony Lim har fået en stærk profil i vores team i Salg & Marked. I forbindelse med vores strategi ”Vækst og bedre liv” bliver Anthony Lim ansvarlig for at videreudvikle hele marketingområdet og sikre, at vi udnytter det enorme potentiale, der er i samspillet mellem vores stærke indhold, brands, events og salgsplatforme, siger Christoph Nørgaard, direktør for Salg & Marked i Aller Media.

Morten Rud, nuværende marketingchef i Aller Media, har valgt at søge nye udfordringer og er pr. 1. februar blevet rekrutteret internt til en stilling som projektchef.