Aller Media investerer i Heartbeats

For at understøtte Aller Media A/S’ digitale udvikling og vækststrategi køber mediehuset majoriteten af det digitale medie Heartbeats. 

Aller Media A/S køber 80 % af Heartbeats, et digitalt medie inden for kultur, livsstil og samfund, der er en af Danmarks førende producenter inden for podcast og landets 3. største medie på området. Købet skal styrke Aller Medias fokus på bl.a. podcast, video og en række nye digitale formater.

- Heartbeats er et medie, som passer optimalt ind i vores digitale udvikling med deres sidestilling af video, lyd og tekst i indholdsproduktionen. Derfor er vi meget tilfredse med, at Heartbeats nu bliver knyttet tæt til Aller Media, og vi ser stærke synergier, vi skal dyrke, og som vil styrke hele vores fælles indholdsproduktion og formater, siger Lars Sander Matjeka, adm. direktør i Aller Media, om investeringen og fortsætter:

- Vi ser ind i et mediebillede og -marked, der kræver omstilling, specialiserede kompetencer og et agilt produktionsapparat. Det tilfører vi Aller Media med købet af Heartbeats, som får en central rolle i takt med, at vi udvider vores digitale platforme og styrker vores aftryk i markedet. Samtidig har vi i Aller Media en salgs- og marketingmuskel, der gør, at vi kan sætte endnu mere damp under vækstkedlerne i Heartbeats.

Le Gammeltoft, stifter og direktør i Heartbeats, fortsætter som adm. direktør og medejer med en ejerandel på 20 %. Hun ser frem til at blive en del af Aller Media og den videre digitale transformation for mediehuset, som Heartbeats fremover vil spille en vigtig rolle i.

- Heartbeats har, siden Niels Zibrandtsen købte sig ind som medejer, gennemgået en enorm udvikling. På få år har vi formået at slå os fast som et succesfuldt medie og bureau, og nu glæder vi os til at kunne bidrage til Aller Medias innovation. Det bliver uvurderligt for os som lille mediehus at få så stærke muskler bag os og kunne lære af og samarbejde med nogle af de helt store i branchen. Jeg er stolt af, at Aller kan se fremtiden i og med Heartbeats, siger Le Gammeltoft.

Siden 2017 har Heartbeats haft iværksætter Niels Zibrandtsen med ombord som majoritetsejer via det familieejede selskab Zibra A/S, hvor fokus har været på at bidrage til at opbygge og modne mediet til det netop gennemførte salg. Om dette siger adm. direktør i Zibra A/S, Christian Holm:

- Det har været en fantastisk rejse at være med til at udvikle en hel ny type medie som Heartbeats. I Zibra investerer vi i innovation og mennesker med et klart formål om at bidrage til værdivæksten i virksomheden. Vi har været med til at modne Heartbeats, og vi er nu klar til at sende virksomheden og alle de dygtige folk videre på deres rejse, hvor nye kræfter vil bidrage til at udfolde det store potentiale, der er, siger Christian Holm og fortsætter:

- Jeg er overbevist om, at Aller Media er den rette medejer og medspiller, der kan bidrage til de næste skridt i Heartbeats flotte udvikling. Derfor er vi også meget tilfredse med et salg, hvor vi ser de optimale rammer for, at Heartbeats vil kunne fortsætte sin vækst.

Heartbeats bliver et selvstændigt datterselskab under Aller Media A/S.

For yderligere information kontakt venligst

Le Gammeltoft, direktør Heartbeats: +45 26 18 03 36

Christian Holm, adm. direktør Zibra A/S: +45 25 50 72 06

Magnus Hviid, kommunikationschef Aller Media A/S: +45 28 72 63 85