Aller og danskerne bakker massivt op om Knæk Cancer

I år kunne Aller Media overrække 2.338.012 kr. fra salget af Knæk Cancer-blomsten til Knæk Cancer Live på TV 2. Showet blev sendt lørdag aften og indsamlede over 139 mio. kr. 

139.102.807 kr. Så meget samlede danskerne ind ved dette års store Knæk Cancer liveshow på TV 2, der markerer afslutningen på Knæk Cancer-ugen.

Det er 8. år i træk, at Aller Media er eneforhandler af den kendte Knæk Cancer-blomst, der kan købes der, hvor Aller Medias ugeblade og magasiner forhandles – og traditionen tro var opbakningen stor blandt danskerne.

Til liveshowet på TV 2 kunne Annemette Krakau, Mediechef i Aller Media og chefredaktør på BILLED-BLADET, på vegne af Aller Media, overrække 2.338.012 kr. fra salget af Knæk Cancer-blomsten, hvor overskuddet hvert år går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

- Det er imponerende, at vi – trods de særlige omstændigheder i forbindelse med COVID-19 – igen i år har oplevet en stor opbakning fra danskere, der sammen med os har støttet denne fantastiske sag ved at købe Knæk Cancer-blomsten, siger Annemette Krakau og fortsætter:

- Vi er stolte over, at vi med salget af blomsten kan bidrage til Kræftens Bekæmpelses fantastiske arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. Og derfor vil jeg også gerne takke alle de mange forretninger, supermarkeder og kiosker over hele landet, der har sagt ja til at deltage og har bidraget til, at vi er lykkedes med at sælge så mange blomster. Det er vi meget taknemmelige for, slutter hun.

Samlet set har Aller Media, siden 2013, overrakt over 35 mio. til Knæk Cancer-kampagnen.