BILLED-BLADETs TV-GULD: De kan vinde Årets TV-dokumentar

Her er de nominerede til Danmarks største TV-pris: Årets TV-dokumentar. Prisen og de 100.000 kroner bliver uddelt fredag aften ved BILLED-BLADETs TV-GULD-fest.

“Den anden side” (TV 2), ”Mændene, der plyndrede Europa" (DR1) og ”Olegs krig" (DR2) er årets nominerede, når BILLED-BLADETs TV-GULD for Årets TV-dokumentar bliver uddelt for 30. gang. Det sker fredag den 1. marts ved den traditionsrige og eksklusive gallafest på Hotel d’Angleterre i København, hvor hele den danske TV-branche er samlet.

Dokumentarprisen er blevet uddelt siden 1989 – og udover hæderen følger også 100.000 kroner, som har til formål at støtte produktionen af danske TV-dokumentarprogrammer, der bygger på kvalitet, engagement og professionalisme.

Dokumentarerne er indstillet af de danske TV-stationer, og efterfølgende har en jury udvalgt de tre nominerede. TV-GULD-komitéen, som juryen også kaldes, vælger også vinderen.

TV-GULD-komitéen består af filminstruktør Bille August, komponist Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, programchef Karen Boel Thomsen, tidligere chef for DR-Dokumentar, cand.mag. Preben Wilhjelm, skuespiller og instruktør Hella Joof, radiovært og satiriker Huxi Bach, forfatter Sara Blædel, chefredaktør på BILLED-BLADET Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen, der også er formand for komitéen.

Sidste år gik BILLED-BLADETs TV-GULD og de 100.000 kroner til DR2-dokumentaren “De sidste mænd i Aleppo”. 

De nominerede dokumentarer er (i vilkårlig rækkefølge):

"Den anden side" (TV 2)

"Mændene, der plyndrede Europa" (DR1)

"Olegs krig" (DR2)

Udover dokumentarprisen uddeles også priser til otte TV-favoritter, som BILLED-BLADETs læsere har stemt på.

BILLED-BLADET sender direkte fra den røde løber

Følg med fredag den 1. marts fra kl. 17.20 på billedbladet.dk og på BILLED-BLADETs Facebookside.