Christina Zemanova ny chefredaktør for IN

Aller Media henter Christina Zemanova som ny chefredaktør for IN. Hun kommer fra en stilling som redaktør på Børsen Weekend.

Christina Zemanova tiltræder til august som ny chefredaktør for magasinet IN, hvor hun med markant journalistisk ballast og dyb viden inden for kultur, livsstil og mode fra både dagblade og magasiner skal styrke IN’s position i markedet yderligere. Hun skifter til Aller Media fra Børsen Weekend, hvor hun har været redaktør siden 2017.

I Aller bliver hun ligeledes en del af fagredaktionen ’Trend’, med Cecilie Ingdal som mediechef, der tæller medierne Dossier, Vi Unge, IN, MAIN, ELLE og ELLE Decoration, med fokus på mode, skønhed, interiør, cool kvinder, entreprenante mænd og nysgerrige unge. Her træder Christina ind i ledelsen og bliver samtidig journalistisk redaktør for kvindetitlerne.

- IN er modemagasinet med en begavet og skarp journalistisk profil. Og med Christina Zemanova har vi fået en journalistisk stærk spydspids, der netop kan sikre, at denne profil styrkes og udvikles yderligere, siger Cecilie Ingdal, mediechef for Trend, og fortsætter:

- Christina vil samtidig fungere som journalistisk redaktør for ELLE og således bidrage til, at de to magasiner står skarpt og tydeligt differentieret udadtil, mens de tilsammen samtidig har en unik redaktionel og kommerciel styrke med en bred læserskare af ressourcestærke kvinder.

Christina Zemanova ser frem til være med til at tegne og videreudvikle den redaktionelle linje for to af Danmarks mest markante magasiner.

- IN og ELLE er fantastiske magasiner, som bliver produceret af et stærkt hold på Aller. Det er magasiner, jeg selv har læst i mange år, og som jeg ser frem til at kunne tilføre min journalistiske erfaring fra både aviser og magasiner samt min store kærlighed til gode, velfortalte historier, siger Christina Zemanova og tilføjer:

- Vi står i en spændende tid for alle medier, især livsstils- og modemedier. Vi er tvunget til eftertanke, til at se kritisk på den tid, vi lever i, og til at redefinere vores måde at dække mange af de klassiske kultur- og livsstilsområder. Det bliver udfordrende og spændende, og jeg glæder mig til at tage fat på opgaven, siger hun.

Med Christina Zemanova ombord har Aller fortsat forstærkningen af udgivelser og produkter målrettet High-end-segmentet, der er blevet konsolideret med etableringen af Trend og en dedikeret modefagredaktion under mediechef Cecilie Ingdal. Modefagredaktionen står for al modeproduktion til IN og ELLE samt femina – både på print og digitalt – under daglig ledelse af Josephine Aarkrogh, moderedaktør på Trend.

Kort om Christina Zemanova

Christina er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun har bl.a. været journalist på Politiken, chefredaktør på Cover samt freelancer, hvor hun skrev portrætinterviews for Euroman og Børsen Pleasure. Hun har ligeledes været redaktør på Zetland, inden hun i 2017 skiftede til Børsen, hvor hun har været redaktør på Børsen Weekend indtil nu.

Privat bor Christina Zemanova på Østerbro med sine to døtre på 6 og 9 år.