ELLE Style Awards 2020 aflyses

Som følge af de seneste restriktioner fra myndighederne bliver ELLE Style Awards 2020 aflyst som fysisk event. Modebranchens mest eftertragtede priser uddeles stadig i år, dog i et alternativt format.

Det store ELLE Style Awards 2020, der skulle have været afholdt på Villa Copenhagen fredag den 6. november, er blevet aflyst som fysisk event. Det sker som følge af de nye restriktioner, som myndighederne præsenterede på et pressemøde fredag den 23. oktober.

Selvom det er til stor ærgrelse, at eventen ikke kan afholdes som følge af de nye restriktioner, har man forståelse for de nødvendige tiltag, der er afledt af den ekstraordinære sundhedskrise, man som samfund står i.

- Vi havde til det sidste håbet, at COVID-19 var under kontrol, så vi kunne afvikle et fantastisk show på sikker og forsvarlig vis. Men vi befinder os i en helt ekstraordinær situation, så vi har naturligvis forståelse for myndighedernes nye tiltag og restriktioner, der ikke gør det muligt at afvikle eventen, siger Cecilie Ingdal, chefredaktør for ELLE i Danmark.

På trods af, at det i år ikke er muligt at afholde ELLE Style Awards i sin traditionelle form, så skal modebranchen og vinderne selvfølgelig stadig hyldes, og det vil ske i et alternativt format.

- Modebranchen har været særdeles hårdt ramt af nedlukningen i foråret, så det at kunne hylde aktørerne bag er særdeles vigtigt – også i denne tid. Derfor kan alle årets vindere opleves i ELLEs eksklusive december-nummer, hvor vi gør vores ypperste for at give dem den hyldest, de virkelig fortjener, slutter Cecilie Ingdal.

Fakta om ELLE Style Awards

Det er danske ELLE, som afholder ELLE Style Awards i Danmark, der gennem årene har etableret sig som dansk modes absolut mest prestigefulde awardshow, og som blev afholdt første gang i 2013 i Skuespilhuset i København.

ELLE Style Awards er en internationalt anerkendt prisuddeling og afholdes i flere af de i alt 45 ELLE-lande, bl.a. Storbritannien, Kina og Sverige.

Læs mere om ELLE Style Awards her.

Har du spørgsmål til ELLE Style Awards 2020, kontakt:

Magnus Hviid, kommunikationschef Aller Media

Tlf.: 28 72 63 85

Mail: magnus.hviid@aller.com