#SamtykkelovNu: Femina sætter fokus på svigt af voldtægtsofre

”Hvor mange voldtægtsofre skal svigtes, før ministeren har tænkt længe nok?”

Sådan lyder overskriften på den leder, der markerer starten på en artikelserie på femina.dk, der sætter fokus på voldtægtsloven i Danmark, og hvor femina taler med de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet.

I artikelserien undersøger femina forskellen på samtykke og frivillighed. Og taler med eksperter og jurister om, hvordan vi sikrer en lovgivning, der tydeliggør, at kun ja betyder ja.

Læs uddrag fra lederen nedenfor eller læs hele lederen på femina.dk

LEDER: Hvor mange voldtægtsofre skal svigtes, før ministeren har tænkt længe nok?
Af Dorthe Kandi og Isabella Hindkjær

#Samtykkelovnu

Foto: Nellie Møberg

Henover sommeren vil hundredvis af kvinder blive voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark. Mens justitsminister Nick Hækkerup holder tænkepause, og indtil Folketinget åbner, bringer vi en række artikler, der sætter fokus på, at Danmark stadig svigter ofre for voldtægt. 

Kan du huske...
...dengang din mor sagde til dig, at du ikke skulle gå alene hjem om aftenen? At hun syntes, din kjole var lige lovlig kort. At du ikke skulle fjerne øjnene fra din drink i byen. Ikke blive for fuld. Aldrig gå hjem med mænd, du lige har mødt.

De fleste af os blev lidt teenage-mopsede, rullede med øjnene og gjorde det alligevel. Men de færreste af os gav slip på vores mors bekymrede blik. Det lagredes i kroppen, og vi bærer det med os ud af den ubekymrede ungdom og ind i vores eget moderskab.

Jeg kan huske, hvor vred jeg blev, da det før eller siden gik op for mig, hvad min mor dengang forsøgte at fortælle mig: At på grund af mit køn er min krop et mål, og mine grænser er konstant til forhandling. Og ansvaret for, at de ikke bliver overskredet, ligger hos mig.

Jeg blev endnu mere vred, da jeg fandt ud af, at det ikke bare er min mor, der ser sådan på det. Det gør hele samfundet. Og det gør loven.

De mente det godt, vores mødre (og fædre). Jeg ville ønske, at de i stedet for kunne have fortalt os, at kun ja betyder ja. At sex uden samtykke ikke er sex. Det er voldtægt. Men det kunne de ikke fortælle os. Fordi vi lever i et samfund, hvor vores nej hele tiden vil blive udfordret.

Det er byrden, alle piger vokser op med.
At det er dig, der skal se dig over skulderen. Dig, der skal slå blikket ned. Dig, der skal holde hånden over din drink. Dig, der skal sige nej til ham den fulde. Råbe nej. Skrige nej og skubbe hans hænder væk igen og igen og igen.

Og hvis overgrebet alligevel sker, er det ikke nok til at få ham dømt. Med mindre han hoppede frem fra busken og trak en kniv, lægger loven vægt på, at du kæmpede imod. At det kan bevises, at du gjorde det klart for ham, at han var i færd med at gøre dig fortræd.

LÆS OGSÅ: "Bolette blev voldtaget: Jeg forstår SÅ godt, at mange kvinder ikke anmelder det"

De fleste kvinder kan levende forestille sig magteløsheden og traumet ved at blive voldtaget. Men for de fleste bliver det ved frygten. Derfor kan de færreste forestille sig, hvordan den magtesløshed vokser, og traumet gentager sig, når man møder det retssystem, der skulle forestille at hjælpe ofre med at opnå retfærdighed.

Vores mødre fortalte os heller ikke,
at voldtægtsmanden kun sjældent er ham den fremmede i busken. At langt oftere er det den søde date, hvor vi selv gik med hjem for at drikke en drink i sofaen. Kæresten, som vi delte seng med. Eller den gode ven, som vi overnattede hos.

Og at i de tilfælde er sandsynligheden for, at vores nej holder i retten – hvis vi da nogensinde kommer i retten – minimal.

Ifølge Justitsministeriets offerundersøgelse bliver over 6.700 hvert år voldtaget eller forsøgt voldtaget.

Men de faktiske tal kan være meget højere. Da der for to år siden i en undersøgelse fra Syddansk Universitet blev spurgt, om man har været har udsat for tvang til samleje eller forsøg på det viste tallene, at cirka 24.000 kvinder i 2017 havde været udsat for det.

Til sammenligning er der kun blevet anmeldt cirka 1000 voldtægter til politiet om året, hvis man ser på perioden over de seneste ti år. Sidste år endte 79 med en dom.

Den statistik er en hån mod det centrale princip, at alle er ’uskyldige indtil det modsatte er bevist’. ... læs hele lederen på femina.dk