Rørende hyldest ved BILLED-BLADETs TV-GULD: Æresprisen dedikeres til Ole Stephensen

Foto: Martin Høien

BILLED-BLADET dedikerede i år Æresprisen til journalist Ole Stephensen for hans journalistiske karriere og virke, som i alle genrer har sat barren højt for hele branchen.

Det var en rørt og bevæget sal, der kunne opleve Annemette Krakau, BILLED-BLADETs chefredaktør, dedikere BILLED-BLADETs Ærespris til journalist Ole Stephensen – det gjorde hun med ordene: 

- Jeg mødte en gang en journalist, der var født med hele pakken og generøst gav os den. Uanset hvad der var på dagsordenen. Hans skarpe hjerne og smilende øjne gav os nyheder og underholdning, film og fjol. Dybt professionelt, naturligt og dedikeret.

- Han jonglerede ubesværet mellem det alvorlige og det lette, og det hele så enkelt ud og var gennemsyret af et ægte menneske, der ville det bedste for sit fag, sin opgave og for de mennesker, han omgav sig med. Både dem han interviewede, og dem han arbejdede sammen med.

- Han var kendt for sin charme, sin rungende latter, sit vid og også sit bid. Han kunne det hele og var den perfekte blanding af at være en blændende journalist og et legebarn. Han satte aldrig sin troværdighed over styr og har efter min bedste overbevisning været med til at sætte barren tårnhøjt for det TV, I laver, og vi ser, sluttede Annemette Krakau.

Kernen ved BILLED-BLADETs TV-GULD er netop journalistik. Det er det gode håndværk. Den gode historie. Det gode værtskab. Det er ordentlighed, skarphed, grundighed og troværdighed.

I et fragmenteret og hurtigt mediebillede er det vigtigt at have holdepunkter og gode mennesker med dét ekstra, der gør, at vi bliver hængende, vender tilbage, føler os i godt selskab og inviteret indenfor – uanset om det handler om en nyhedshistorie, en dokumentarfilm, en realityserie, en sportsbegivenhed, et underholdningsprogram eller en dramaserie.

Til at modtage Æresprisen på vegne af Ole Stephensens families kom mangeårig ven og kollega, Jarl Friis Mikkelsen. Gennem mere end 30 år dannede Jarl og Ole makkerpar – som Walter og Carlo, Øb og Bøv og ikke mindst som gode kollegaer og venner.